På årets Sorø-møde er det lykkedes undervisningsminister Bertel Haarder at sammenrøre og servere en rimelig uspiselig ret bestående af lidt romantiserede højskoledrømmerier og lidt reminiscenser fra et selvoplevet studenteroprør fra 70'erne. Meningen hermed må være endnu en gang at legitimere en undladelse af at nærme sig en folkeskolereform, der igen skulle kunne sætte den faglige undervisning i højsædet. Til formålet lancerer Haarder begrebet »realkompetence«, der umuligt kan betyde andet end den kompetence, som vort uddannelsesvæsen på hvert trin giver de studerende, og som et eksamensbevis er det konkrete og fuldgyldige bevis på. I modsat fald ville der jo være noget galt med vort uddannelsesvæsen. Derfor er det rimeligt, at hvert uddannelsestrin fordrer et tilfredsstillende resultat fra det foregående trin - alt sammen startende med folkeskolen. Ikke desto mindre er realkompetence i Haarders udlægning udvandet til en almindelig ustruktureret erfaringsbaseret vidensindsamling, der tjener det formål at tillade folk - i gamle dage manden fra ploven - at køre uden om det almindelige uddannelsessystem for dermed til at sætte eksamensbeviset skakmat. Haarder har til formålet lånt et udtryk fra afdøde Askov-lærer Jørgen Bukdahl om »remtrækket til virkeligheden«. Men et sådant remtræk har intet at gøre med at skyde genvej uden om rækken af uddannelser, der forudsættes for at komme videre. Hvert uddannelsestrin udgør nemlig den motor, der driver remtrækket til virkeligheden. Haarders udlægning passer derimod glimrende ind i den almindelige foragt for den faglige realkompetence. En foragt, som Haarder ønsker at holde liv i, fordi den legitimerer folkeskolens dokumenterede bundplacering.