Lilla er ved at istandsætte sit skrummel af et barndomshjem, da hendes ungdoms kærlighed uventet vender tilbage. Små forrevne stumper af en sær barndom dukker op blandt minderne om forelskelsen; især kredser hun om sine grotesk fjerne børnelægeforældre, der under hele hendes opvækst var så optagede af de syge børn på hospitalet, at de overlod deres egne til en alt for alvorlig opfattelse af verden. Lillas barneunivers er et mørkt og muggent sted, hvor ingen ser hende, som hun er eller gerne vil være, og hvor hun må lytte ved dørene og fornemme sig frem for nogenlunde at kunne forstå. Dermed cirkler Lilla sig kun langsomt nærmere betydningens steder, og hun fører læseren i vanskelig zigzag mellem mange løst knyttede begivenheder, som hun har svært ved at fortælle om og endnu sværere ved at erkende. Fortællepositioner, tid og rum flyder sammen, og det mættede og tindrende smukke sprog overbyder realismen, så poesiens ulogik træder i kraft.

Romanen med alle dens sproglige og handlingsmæssige krinkelkroge tegner et skrøbeligt mosaikportræt af Lilla, der ikke er nogen solskinshest, men som gør verden magisk, når hun sanser den. Humoren pibler frem i de råkolde erindringer og lægger et mildt skær over et farveløst liv, som kun i enkelte glimt oplyses indefra. "Solskinshest" befinder sig langt over folkeskoleniveau, men hvem siger, at man aldrig må give sine elever noget, der er for svært?