Pompeji år 79 / Titanic 1912

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med "Pompeji år 79" og "Titanic 1912" starter Forlaget Flachs en ny serie med undertitlen "Da katastrofen ramte". De to første bøger er oversat efter en engelsk udgave.

På bagsiden af "Pompeji år 79" proklamerer forlaget, at bogen fortæller om "spor, der afslørede hemmeligheden om livet i det gamle romerriges byer" - og "sådan levede man i det gamle romerske rige for 2.000 år siden". Undertitlen på forsiden lyder således: "Vulkanens udbrud begravede byen". Dette sidste udsagn passer bedre til bogens faktiske indhold end de to første. Den handler nemlig primært om vulkaner og deres udbrud, specielt Vesuvs i år 79, og om dette udbruds konsekvenser for byen og dens befolkning. Derimod er der alt for få og for korte fortællinger om dagliglivet i Pompeji på den tid. Hist og her dukker der generelle oplysninger om beboerne op, og kun et sted er der en mere levende beskrivelse, nemlig om de velhavendes hjem. Mange fine billeder savner længere forklarende tekster. Derved forsømmer forfatteren at give katastrofen et kulturelt og socialt perspektiv, hvilket er en alvorlig mangel i forhold til historieundervisningen i Danmark.

"Titanic 1912" rummer en spændende fortælling om Titanics historie krydret med gode illustrationer og velvalgte øjenvidneskildringer. Fortællingen omfatter byggeriet af skibet, dets indretning til passagerer i tre sociale klasser, forberedelser til skibets endelige afgang, besætningens sammensætning og passagerernes aktiviteter om bord, selve sammenstødet med isbjerget, den kaotiske situation ved forliset, redningsarbejdet, reaktionerne og søforhørene. Men også denne bog mangler et større historisk perspektiv, først og fremmest om den begejstring for den teknologiske udvikling og den tro på fremskridtet, som især industrialiseringen dannede baggrund for i årtierne før Første Verdenskrig.

De to bøger må være beregnet for historie på mellemtrinet. Men det er et spørgsmål, om det er en god idé at hente historietekster ind fra udlandet. Disse to synes i hvert fald at være for snævre i indholdet til historieundervisningen i Danmark, hvor emner og temaer sættes ind i kronologiske og strukturelle sammenhænge.