Det må forekomme ubekvemt, når den globalisering, man i skoledebatten har (mis)brugt til at begrunde vort storstilede danske uddannelsestilbageslag, nu pludselig fordrer præcis den faglige styrkelse i folkeskoleuddannelsen, som vi havde håbet at frigøre os fra. At se uddannelse som middel til økonomisk vækst må lille Danmark, der helst vil køre sit eget uddannelsesløb inden for rammerne af vor egen plørede andegård, derfor nærmest se som et grimt knæfald for den lede kapitalisme. Men bag alle de korrekte erklæringer gælder det, at folkeskolens uddannelse selvfølgelig skal tilgodese erhvervslivets behov. Men eleverne skal også bibringes det faglige/kulturelle videnslager, på hvilket de selv kan grunde deres personlige udvikling. Og ikke som nu, hvor skolen bevidst forsømmer videnslageret for at kunne bruge tiden til at modellere elevernes udvikling til et ønsket idealt slutprodukt. Det er den fagligt vidensbefordrende skole, der er kulturbærende, ikke den fagligt forsømmende, men personlighedsovergramsende institution, der råder i Danmark nu. Skabagtigt og dekadent er det, som tænketanken Sophia i Folkeskolen nummer 14 citeres for, at betragte mennesket som en robotagtig resurse, blot fordi skolen underviser i faglige dicipliner, som mennesket kan bruge til enten at forme sig selv eller samfundet med. Den totalitære tendens, som professor Thyge Winther-Jensen ser i middelalderens katolske forsøg på en universel »uddannelsestekst« eller i den kommunistiske Østbloks forsøg på det samme, er præcis af samme karakter som den stats- og ekspertstyrede persondannelse, der råder i skolen i dag, der endelig fortrængte den undervisende skole i 1993. Men det overgreb har Winther-Jensen ikke rigtigt øje for.