Ridderbogen

Væbnerens håndbog

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ridderen af den bedrøvelige skikkelse havde kunnet undgå mange genvordigheder, hvis han havde haft denne håndbog i sin noget problematiske bogsamling. For her står alt, hvad en rigtig ridder har brug for at vide om fagets rette håndtering: våbenbrug, udstyr og træning af heste, turneringskundskab med regler for dyst på lanser, heraldik, så man kan lære at skelne ven fra fjende, borgbelejringsteknikker samt et antal beretninger om forne kæmperes tapre dåd. Fint beskrevet og med flotte, instruktive tegninger samt et væld af indskudte bemærkninger under anvendelse af bogbinderkunstens landvindinger fra klosterskriptoriernes tid til vore dage.

Meget passende for den nutidige målgruppe - pilte i 9-12-års-alderen - er der gået let hen over anvisninger i forhold til ridderens mere høviske forpligtelser. Ingen tøsepjat, med andre ord. Udelukkende anvisninger på den rette vej til heltemod og ædle gerninger.

Sand visdom kan være skrøbelig, og denne bog er ingen undtagelse. De mange flapper, klapper, lemme, sprækker, pop-ups, udtræksanordninger, folde-ud-minibøger og indklistrede pergamenter fordrer en overordentlig forsigtig håndtering under de kommende væbneres håndtering. Bogen bør derfor deponeres hos skolens borgvægter, der må betros at forestå udlånet, og det må kun finde sted med værdig patos og situationsafhængige formaninger. Ifald skolen skulle have forsømt at ansætte en borgvægter, må opgaven pålægges en edsvoren skolebibliotekar. Det er et betragteligt ansvar, men løftes byrden, vil den pågældende blive belønnet med evig hæder for sin dåd.