H.C. Andersen var bøsse, kongesøn og uhelbredelig masturbant! I guder, hvor har rygtedannelsen gennem tiderne haft frit løb! Men denne bogs forfatter har sat sig for at gennemgå de florerende myter. Det gør han godt og grundigt med det resultat, at han kan afkræfte eller i det mindste nuancere en række af de mere hårdnakkede af slagsen.

Omkring homoseksualiteten analyserer Ottosen Andersens dagbøger fra ungdomstiden og stiller dem op imod Herman Bangs beskrivelse af sin ungdoms kvaler i forbindelse med ulykkelig søgen efter sin seksualitet. Her er ingen sammenligning at finde, og bortset fra nogle overstrømmende venskabserklæringer rettet mod unge Collin var det udelukkende kvinder, der gav ham afslag.

Om de påfaldende tegn med to krydsende linjer i digterens dagbøger henledes opmærksomheden på, at de ikke nødvendigvis skal læses som kors, selv om det er bekvemt for moralister dermed at indlæse en besværgelse. Men stregerne i tegnene er lige lange og kan lige så vel tydes som plustegn. Der argumenteres for, at de lige så vel kan betyde, at Andersen ved aftenens middag mente at have fået vel meget at drikke.

Teorien om det selvbiografiske indhold i romanen "O.T." bliver grundigt analyseret, og legenden om eventyrdigterens kongelige herkomst skydes ned endnu en gang. Alle analyser leveres kontant og med en snert - til tider på kanten af det flabede. Det gælder ikke mindst det afsluttende kapitel, hvor litteraturforskeren Dag Heedes læsning af "Den lille havfrue" ud fra queer-teorien dissekeres og finsnittes med skarpretterøksen.

Ottosen trænger ganske dybt ind i Andersens tankeverden, lever sig ind i hans tænkemåde og giver samtidig indblik i eventyrdigterens hverdag. Det gør bogen spændende. Men letlæst er den ikke.