Debat

Elevplaner kræver tid – og dialog

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I den seneste tid har der været debat om elevplaner, og Vester Mariendal Skole i Aalborg har ofte været indblandet, dels fordi vi har været i gang med udvikling af sådanne planer i snart fire år (en udvikling, vi ikke er færdige med), dels fordi vores skoleleder, Grethe Andersen, har deltaget ivrigt i debatten.

Som medarbejdere på Vester Mariendal Skole er vi uenige i flere af Grethe Andersens synspunkter.

I et indlæg i Nordjyske Stiftstidende den 27. marts blev de lærere, der skrev imod elevplaner, nærmest beskrevet, som om de ønskede at undgå at arbejde. I et andet indlæg den 30. marts i Politiken fortæller hun, at lærerne skal »droppe brokkeriet« og i stedet bruge tiden på elevplaner. Samme sted fortæller hun, at der ikke er antydning af hverken protest eller boykot på Vester Mariendal Skole. Men vi mener også, at elevplaner er et væsentligt ekstraarbejde, der er pålagt os uden tildeling af ekstra tid og uden anvisning på, hvilke opgaver vi ikke skal løse.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Lærerne på Vester Mariendal Skole bakker op om de kolleger, der har været imod betingelserne for udarbejdelse af elevplaner, og vi støtter de lærere, der er gået i dialog med Undervisningsministeriet. Dette kan måske synes mærkeligt, eftersom arbejdet med elevplaner på Vester Mariendal Skole startede blandt lærerne. Det, der kendetegner de fleste indlæg, er jo heller ikke, at lærerne synes, elevplaner er en dårlig idé - men at elevplaner tager tid. Og hvor skal den tid tages fra?

Det skrevne ord skal vælges med omhu og præcision, for at det ikke kan misforstås. Problemet ligger i, at Folketinget lovgiver om elevplaner, efter at vi har aftalt vores arbejdstid for indeværende skoleår. Det vil betyde overarbejdsbetaling, og det er kommunerne selvsagt ikke glade for med den trængte økonomi, de har.

Elevplaner bør have et overkommeligt omfang og bør derfor ikke omfatte alle fag. Sådan har vi også praktiseret det tidligere på Vester Mariendal. Vi håber, at skoleledere og tillidsrepræsentanter på alle landets skoler kan finde den tid, elevplaner kræver, når de skal forhandle om næste skoleårs arbejdstid, så debatten om elevplaner kan blive mere frugtbar og give plads til udvikling og evaluering af fænomenet i stedet for skarpe fronter, der er svære at nedbryde.

På vegne af lærerne på Vester Mariendal Skole, Aalborg

Forkortet af redaktionen