Debat

Ingen elevplaner uden konkret tid

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg finder det forkasteligt, at Anders Bondo nu åbent undsiger sine medlemmer og gør det til den enkelte skoles problem og ikke til et fælles fagforeningsproblem, for det er et fagpolitisk problem. Heldigvis er der flere skoler, der har kunnet finde en god løsning omkring arbejdstiden med elevplaner.

Jeg synes, at elevplaner er et godt arbejdsredskab for både elever, forældre og lærere.

Problematikken med den skriftlige elevplan er, at der på rigtig mange skoler ikke er afsat helt konkret arbejdstid til denne opgave, og mine kolleger og jeg vil rigtig gerne udarbejde en velfungerende og brugbar elevplan.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det skrevne ord skal vælges med omhu og præcision, for at det ikke misforstås, og vi vil ikke være med til at gå på kompromis med kvaliteten.

Flere af mine kolleger rundt om i landet og jeg selv har fået beskeden om, at vi skal finde arbejdstiden til udarbejdelsen af elevplanerne i den allerede eksisterende arbejdstidsaftale.

Skal jeg virkelig lade være med at:

- forberede mig optimalt til undervisningen,

- rette skriftlige opgaver,

- evaluere min undervisning,

- udveksle ideer og erfaringer med mit team,

- udarbejde ugeplaner,

- sørge for, at mine elever har en god velfærd i hverdagen, og derved vende ryggen til, hver anden gang der opstår en konflikt,

- have kontakt med mine elever og deres forældre ud over ved skole-hjem-samtalerne?

Jeg kan desværre ikke se, hvilke opgaver det er mest hensigtsmæssigt ikke at udføre kvalificeret.

Svar

Jeg har på ingen måde undsagt medlemmerne - tvært­imod! En enkelt artikel i Jyllands-Posten fredag den 23. marts kunne måske udlægges på den måde, men avisen har efterfølgende i en rettelse beklaget fejlen.

Jeg er helt enig i, at det er et fagpolitisk problem. Derfor er der også blevet arbejde med problemet på alle niveauer i foreningen, og det fortsætter vi med.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF