Debat

Aprilsnar

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg anser det som en lille forårsspøg, når Socialistisk Folkeparti og De Radikale foreslår, at Socialdemokraterne skal træde ud af folkeskoleforliget. Jeg kan ikke forestille mig, at Villy Søvndal og Marianne Jelved anser det for mere attraktivt, at folkeskolen fremover skal være regeringens og Dansk Folkepartis?

Lad mig bare nævne fire eksempler på vigtige ændringer, som Socialdemokraterne har fået igennem ved at være en del af forligskredsen om folkeskolen:

- For det første er de nationale test nu et pædagogisk redskab til brug for den enkelte elev og lærer, og de må og kan ikke bruges til at rangordne elever og skoler. Både Venstre og De Konservative ønskede i deres oprindelige skoleoplæg at indføre nationale test med karakterer, der skulle bruges til offentliggørelse og rangordning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

- For det andet er folkeskolens formålsparagraf ikke blevet reduceret til »at give eleverne kundskaber og færdigheder«. Punktum. Det var ellers Dansk Folkepartis forslag. Formålsparagraffen er stort set uændret, men med et par vigtige socialdemokratiske tilføjelser for eksempel om lysten til at lære mere (livslang uddannelse).

- For det tredje er elevplanerne ikke blevet til en standardiseret skabelon. De skal udvikles lokalt på de enkelte skoler og inden for rammen af præcis den evalueringsopgave, som lærerne har haft, siden evaluering i alle fag blev indført i folkeskolen i 1993.

- For det fjerde har vi fået præciseret, at det er kommunerne, der har ansvaret for folkeskolen - også selvom Dansk Folkeparti og undervisningsministeren af og til truer med at statsliggøre folkeskolen.

Der er mange flere ting, Socialdemokraterne kunne ønske sig: pædagogikken i højsæde, femårig læreruddannelse, løbende efteruddannelse, styrke idræt og de praktisk-musiske fag, fysisk attraktive undervisningsmiljøer med videre. Men det vil kræve et regeringsskifte. Indtil da nægter vi at overlade folkeskolen til VKO. Er det virkelig, hvad Socialistisk Folkeparti og De Radikale er parate til?