Som bekendt kan man forestille sig alt muligt. Og hvis duoen bag artiklen »En skole for alle« i Folkeskolen nummer 5 har ret, bunder det meste af folkeskolens uegnethed som undervisningssted i, at der har været nogle politikere, der har »forestillet sig«, at den sammenbragte udelthed vist godt kan klares, hvis lærerne bare differentierer deres undervisning tilstrækkeligt. Denne forestillings mulighed har pædagogiske foregangsfolk så søgt at underbygge pædagogisk for at kunne bevare illusionen om den udelte skoles effektivitet. Forfatterduoen tvivler dog så meget på at kunne gennemføre, hvad der for længst har vist sig som en umulighed, at den ved siden af fremhævelsen af den udelte klasses fagligt aktive og meningsfyldte fællesskab fremhæver, at det vistnok er bedst, hvis man blander lidt undervisningsdifferentiering ind i suppedasen og etablerer nogle gruppefællesskaber (holddannelser), der dog endelig må være fleksible med bibeholdelse af den umulige udelte klassedannelse som grundlæggende organisationsform. Jo, for sådanne holddannelser skulle jo nødig gå hen og blive for undervisningsfremmende. Men et eller andet sted nede i Spanien udtænkte man noget, som vore politikere »forestillede sig«, at de vist hellere måtte underskrive, hvorved dette »noget« unddrager sig enhver pædagogisk kritik. Det skal nemlig bruges til at fjerne al den hundedyre specialundervisning og gøre lærerne ansvarlige for, at de specialundervisningskrævende ikke længere bør anses for at være specialundervisningskrævende, men kan integreres med fuldt undervisningsmæssigt udbytte i fællesskabet. Den bagatel bør lærerne nok kunne klare.