Debat

Elevplaner tager tid

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg læste Hans Jørgen Franks' indlæg i Folkeskolen nummer 1 og Anders Bondo Christensens svar.

Jeg må indrømme, at jeg simpelthen ikke forstår svaret. På den ene side svarer formanden, at vi selvfølgelig skal have tid til opgaven, men hvis vi får den, vil ambitionsniveauet blive skruet op. Anders Bondo skriver desuden, at nogle skoler har fundet tid. Det kunne være interessant at vide, hvor de har fået den fra. Han svarer også, at det er en bureaukratisk opgave, som mange lærere ikke kan se meningen med. Men selv om mange lærere ikke kan se meningen med opgaven, skal den vel udføres. Derudover siger formanden, at hvis vores forening var gået ind i opgaven, ville det blive i en forkromet udgave, som vi ikke har brug for.

Hvad mener du i grunden, Anders Bondo? Vil foreningen kæmpe for, at vi får den fornødne tid?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg har personligt ikke brug for en forkromet udgave, men i høj grad brug for, at der afsættes tid til opgaven.

Jeg kan oplyse, at jeg har fem fag og cirka 50 elever, jeg skal skrive handleplan for. Det er nye elever, som jeg ikke har et indgående kendskab til. Jeg har ikke fået den fornødne tid.

Forældrene skal have handleplanen inden skole-hjemsamtalerne, hvilket betyder, at vi som lærere kan blive stillet til ansvar for det, vi har skrevet, og det kræver tid både at tænke over og formulere, hvad der skal skrives.

Svar

Jeg kan godt se, at du ikke har forstået mit svar. Jeg har genlæst svaret og synes sådan set, at det er meget klart. Jeg skriver blandt andet: »Det er naturligvis Danmarks Lærerforenings opgave at sørge for, at lærerne har tid til de opgaver, der skal udføres«.

Jeg skriver også, at det ikke er »DLF's opgave at medvirke til, at en bureaukratisk opgave, som mange lærere har svært ved at se meningen med, bliver større end højst nødvendigt«.

I Folkeskolen nummer 46 gav en skoleleder et eksempel på en elevplan, hvor bureaukratiet er minimeret.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF