Undervisningsminister Bertel Haarder skriver i Folkeskolen nummer 49:

»I Folkeskolen nummer 45 behandles igen spørgsmålet om mundtlige prøver og udtræk. Jeg bliver nødt til at gentage, at der bør være mundtlige prøver iblandt udtræksfagene, især i de fag, der har mundtlighed og kommunikation som mål. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre, da DLF ikke vil dispensere fra kravet om 14 måneders varsel. Og KL vil ikke betale, hvad DLF kræver. Undervisningsministeriet afventer, at organisationerne bliver enige. Indtil det sker, må vi desværre nøjes med skriftlige udtræksprøver, hvad jeg beklager«.

»Gå efter bolden, ikke efter manden«, hedder det. Det kan være svært, når boldføreren er Bertel Haarder. Skal udsagnet have mening, forudsættes det, at der spilles efter fælles aftalte regler.

Det er problematisk at have en minister, der vil gennemføre ændringer uden at have forberedt arbejdet ordentligt. For ministeren kan det ikke gå hurtigt nok med at få halvtyggede tanker ført ud i livet. Hastværk, korte høringsfrister og manglende vilje til at lytte hører til dagens uorden. Det ville uden tvivl passe ham allerbedst, om han kunne styre folkeskoleområdet via ministerielle bekendtgørelser. Så ville ændringer kunne indføres over en nat og uden besværlig indblanding fra folk, der ikke er enige med ministeren.

Når Bertel Haarder føler sig nødsaget til endnu en gang at synge sin falske klagesang om DLF's uvillighed, udstiller han sit eget store problem, nemlig at han som minister har gjort sit arbejde rigtig dårligt. Han har ikke sikret sig, at der aftalemæssigt var basis for at afvikle prøverne, som han ønsker det, og han har heller ikke villet høre på Anders Bondo Christensens redegørelse for, hvordan prøverne under de eksisterende aftalevilkår ville kunne gennemføres.