Resultatløn, kvalifikationstillæg, jeg-taler-mest-og-siger-de-rigtige-ting-tillæg. Og listen fortsætter. Når man først er kommet med i det store lønshow, så kan det være svært at stoppe igen.

Bliver der indført en form for løndifferentiering af lærere, vil det på sigt kunne få meget uheldige følger. Skrækscenariet er, at en eventuel lønvurderingsmodel med tiden bliver modelleret af diverse eksperter, og pludselig har vi 117 forskellige tillæg. Hvem skal administrere dem? Hvis ikke der skal ansættes egentlige lønvurderingsekspertudvalg på den enkelte skole, så vil den individuelle lønfastsættelse formentlig skulle foregå mellem den individuelle lærer og skolelederen. Her vil det så blive den, der er bedst til at tale sin sag og skamrose sig selv, der får mest i lønposen.

Det er meget vigtigt, at det gøres helt klart, hvad det er for en størrelse, vi taler om. Hvad er individuel løn? Den eneste fair form for individuel løn er ifølge min overbevisning den, som udelukkende fokuserer på, hvilke relevante og eksplicit målbare ekstrapoint hver enkelt lærer har på sin konto. Her vil der stort set kun være tale om efteruddannelse, anciennitet og påtaget ekstra arbejde. Når lærer Signe Avnholt Haugaard i Folkeskolen nummer 49 udtaler: »Man burde kunne aflønnes for, hvor dygtig man er til sit job i mødet med eleverne, i skole-hjem-samarbejdet - ja, over det hele«, så er det ren utopi. Hvem skulle måle noget sådant og med hvilken berettigelse? Skulle man så indføre et lønsystem styret af elevvurderinger/forældrevurderinger? Eller hvad med en tilsynsmand fra kommunen, som kunne komme ud og måle lærernes pædagogiske evner?

Alt hvad der ikke er eksplicit målbart, vil hurtigt blive et spørgsmål om, hvem der er de bedste og mest pengebegærlige skuespillere, når teaterstykket »Vis hvad du kan« skal opføres.