Anmeldelse

Folkeeventyr

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gyldendal har lanceret en ny serie til folkeskolens ældste klasser, "Dansk i dybden". Hensigten med materialet er at gå i dybden med forskellige udvalgte genrer. I serien er der indtil videre udgivet tre hefter, som omhandler folkeeventyr, digte og den realistiske ungdomsroman.

Forfatterne af "Folkeeventyr" har struktureret deres materiale således, at eleverne først introduceres for folkeeventyrets særlige genretræk, hvorefter de læser to eventyr - "Dovenlars" og "Dronningen, som altid bar handsker". I forbindelse med læsningen af de to folkeeventyr skal eleverne bruge de begreber, som de er introduceret for i begyndelsen af materialet. Endelig skal eleverne som en sidste øvelse selv skrive et eventyr.

Materialet bygger på en intention om, at eleverne ved hjælp af en særdeles grundig introduktion til genren folkeeventyr vil blive bedre til at analysere og tolke folkeeventyret, når de møder det, og det er danskfagligt godt tænkt. Forfatterne har valgt at gå meget konkret til værks, så eleverne ved læsningen af det ene folkeeventyr kan læse med i margen og se, hvad der rent danskfagligt er på færde i teksten. Denne fremgangsmåde har sine fordele og ulemper. Fordelen er, at eleverne virkelig får en grundig og dybtgående indsigt i, præcis hvor de forskellige begreber optræder i teksten - ulempen er, at eleverne meget nagelfast bliver ledt ind i en bestemt måde at læse folkeeventyr på. I undervisningssammenhæng er materialet kærkomment, for der mangler nye input til en gammel genre.