Bogen afdækker via 15 spændende artikler relationernes betydning i skolens læringsrum og er højaktuel i forhold til regeringens disciplinering af undervisningskulturen i retning af formidlingspædagogisk undervisning. "Ud med procespædagogik! Ind med evaluering og kontrol".

Den er også interessant, i lyset af at forældrene i flere skolebestyrelser aktuelt protesterer mod, at deres børn i relationspædagogikkens navn udsættes for psykoterapeutiske teknikker som gestaltterapeutiske stoleøvelser og "træk et kort"-runder.

Spændvidden i artiklerne er utrolig stor og skribenterne alle specialister på området - de fleste psykologer. Vi tilbydes (høj)teoretiske artikler om elev-selvets konstituering i postmoderniteten, pædagogik som subjektivitetsteknologi og relationsbegrebets relevans i skolediskursen i forhold til lærerens rollebevægelse fra autoritet til personliggjort myndighed. Andre diskuterer, om pædagogikformen afspejler erhvervslivets managementkultur, og belyser konflikter i vægtningen mellem faglig indlæring og personlig udvikling. Endelig belyses ungdomskulturens oprørsløse livsrum i et aftraditionaliseret samfund.

I de praksisorienterede artikler kommer vi ind under huden på relationernes betydning i skolens hverdag: i forhold til læring, skole-hjem-samarbejdet og udsatte børn. I flere fremtræder anerkendelse/værdsættelse/positiv tænkning som en nymagisk dimension i relationsforståelsen og kammer over i en idealistisk opremsning af omfanget af de personlige, sociale og faglige kompetencer, som læreren via refleksiv omstillingsparathed må udvikle og helhedsintegrere for kompetent at kunne bære de gensidige udviklingsmæssige møder med 25 individkrævende elever. Samt for at kunne rumme forældresamtaler og klare, empatiske cirkulærer og feedbackrelationer til alle teamkollegaerne. Puha. Bliver helt svedt. Kaldsglorien udvides ved, at en enkelt artikel medtager det forhold, at læreren er lønarbejder, og at anerkendelse normalt afspejles i lønposens størrelse. Og hvor er børnenes stemme?

At læring også udspringer af bærbar frustration og underkendelsesprotester er et nedtonet perspektiv - men det skyldes nok, at anerkendelsesmetoden er ny, og udviklingen vil gå i retning af et mere dialektisk fokus på skolens nuværende problemfelter - overstressede (curling)forældre, fremmedkulturbærende elever, social arv, turbodrenge, mobning og børnediagnose/medicinkulturen.

De forsvinder ikke ved fortryllende udsagn om, "at du er god nok", men kræver langt større dybde i det relationsprægede arbejde - på kanten af det terapeutiske rum.

Ud over disse mangler - hvoraf flere indhøstes, når man bevæger sig igennem alle artiklerne - er det en imponerende og mosaikagtig, bredspektret bog - som alle, der er interesseret i skolens socialiseringsrolle i det postmoderne samfund, bør sætte sig ind i, og som vil generere langt flere diskussioner, end denne korte anmeldelse har lagt op til.