I Mattæus-evangeliet står: »Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, der ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har«.

I mange klasser leges nissevenner, ved at hver elev får tildelt en elev, der skal have gaver i december. Det er her, Mattæus-effekten, på trods af de entydigt gode intentioner, sniger sig ind.

Jeg har gang på gang oplevet, at det sociale hierarki blev reproduceret med uhyggelig præcision i mængden af gaver til det enkelte barn, kvaliteten af gaverne og vurderingen af gaverne fra de andre, efterhånden som det blev lækket, hvem der var giveren.

Børn, der skulle give til børn med høj status, gav mange og gode gaver og afslørede gerne over for andre, at det var dem, der havde givet til en populær elev, mens de, der skulle give til børn med lavere status, helt tydeligt ikke gik op i legen med samme ildhu, hvilket lavstatusbørnenes humør tydeligt viste, når de sad med en ringe gave i hånden, hvis de da overhovedet fik.

Nisselegen tegner et præcist sociogram over klassen (et kort over børnenes status i klassen baseret på relationen til henholdsvis populære og upopulære elever eller i værste fald isolation fra gruppen). Desværre er sociogrammet tydeligt for alle med de uheldige konsekvenser, det har for de svage børns selvværd.

En væsentlig pædagogisk kompetence er at kunne analysere sociale processer for uheldige psykologiske bivirkninger - bivirkninger, som Mattæus-effekten peger på oftest rammer de samme elever. Det er her, den gode lærer er foran sine elever og ved sin forståelse af de sociale processer og specielt deres bivirkninger får tilrettelagt situationer, der minimerer Mattæuseffekten.

Med ønske om en opbyggelig jul for alle.