Anmeldelse

Body Effex

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Body Effex" af Bente Clod har alt det, der kendetegner den gode ungdomsroman. Den er både nærværende, eftertænksom og dybsindig. Det er en realistisk roman, som beskriver problemer, som læseren på forskellige planer kan identificere sig med.

Den handler om Ursula, der går i 10. klasse. Hun vil gerne være makeup-artist. Hun er rigtig god til makeup, så god, at hun er efterspurgt af kendere i miljøet. Ursula arbejder rigtig godt sammen med Nadja, som er brandgod til at sy tøj. Derfor danner Nadja og Ursula en duo, der er stærk.

"Body Effex" er "Fucking Åmål" på dansk. Romanen er en bog om piger, der er til piger, men drengene kan og bør også læse den, for Bente Clod har med "Body Effex" skrevet en alle tiders roman, som bør få hovedværksstatus i folkeskolen. Den besidder en god litterær såvel som sproglig kvalitet, som gør, at læserne vil kunne finde mange fortolkningslag i den.

Historien er fortalt gennem Ursula, og det er en absolut styrke, at forfatteren har valgt en jeg-fortæller. Gennem hende får vi nemlig alle de tanker og følelser, der løber gennem en pige, som føler, at hendes kærlighed er lidt forbudt.

Bente Clod har tidligere skrevet ungdomsromaner, som nærmest har opnået "klassikerstatus" blandt unge i dag. Det er serien om Tilde fra Nansensgade: "Englekraft", "I vilden sky" og "Himmelfald".

"Body Effex" kan meget vel gøre succesen efter - tillykke med den.