Folkeskolens leder:

Det nytter

10. klasse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Hvorfor gør du det?« kan man spørge det lille barn. »Fordi!« lyder så svaret. Og så kommer der ikke mere.

Den »argumentationsform« har regeringen overtaget. Når man spørger til begrundelserne for den førte politik, lyder svaret fra Bertel Haarder og andre ministre: »Fordi det står i regeringsgrundlaget«. Og så er der ikke mere at komme efter.

Ligesom med Koranens vers eller teksten på Moses' stentavler er regeringsgrundlaget ikke noget, der kan sættes spørgsmålstegn ved. Men forløbet omkring 10. klasse viser, at det nytter at presse på. Det nytter at argumentere i offentligheden. Regeringsgrundlaget kan rystes.

Måske er det ikke forældres, elevers og læreres argumenter, der har hjulpet. Men protesterne har virket, så undervisningsministeren nu omsider har måttet indse, at han ikke kan få flertal i Folketinget til at gøre 10. klasse til et snævert erhvervsuddannelses-rekrutterings-kursus for de svageste.

»Jeg erkender, at regeringen ikke har kunnet komme igennem med sin oprindelige model«, siger Haarder. »Men«, fortsætter han, »vi har ikke opgivet at få flere til at tage en ungdomsuddannelse«. Som om nogen var uenige i den målsætning!

Presset har virket.

Men erfaringerne viser, at man skal blive ved. Lovforslaget om 10. klasse kommer i november, og det skal kigges nøje efter, før det kan slås fast, om regeringen er kommet til fornuft. Eller om den slår til igen.

-th