Den stigende ulighed er et kæmpeproblem for samfundet. Det er ulykkeligt, og det er dyrt.

Alle ønsker at sætte ind med hjælp til den svage gruppe, og det er jo også derfor, politikere sætter ind med krav om test, så lærere i tide kan få øje på den enkelte.

Der er bare det, at begrebet »i tide« er vanskeligt at definere, for hvornår er det?

Den viden om det enkelte barn, som test gerne skulle give, burde man måske sikre sig langt tidligere og i en atmosfære af ro og tryghed og leg.

I dag kan man høre lærere i børnehaveklassen stolt forkynde, at så og så mange af deres børn allerede kan læse. Jamen det er jo et helt forkert mål at sætte sig på det tidspunkt.

Det er for mange børn ikke spor svært at lære at læse. Det kunne såmænd ske allerede i børnehaven, hvis man absolut ville det, men det bør slet ikke være målet, for tiden før syvårsalderen er utrolig kostbar.

Det vidste alle pædagoger for 20 år siden, da de var optaget af det, som blandt andre fysioterapeuten Britta Holle skrev om i sin bog: »Læse/skrive parat« fra 1981.

I den understreges det, at der bør arbejdes med kropsbevidsthed og kropskontrol, sprogfornemmelse og social forståelse. Det kræver meget tid og megen viden, for at man kan gøre det i en tryg og legende form. Læseindlæring er der som en selvfølge ikke tid til, hvis man skal nå at skabe en gruppe, der med motivation og selvtillid kan begynde på læse- og skriveindlæring i 1. klasse.

Det er her, resurserne i form af mange voksne og eksperthjælp burde sættes ind. Det ville kunne spare samfundet for penge og de unge for mange af nederlagene.

Forkortet af redaktionen