Debat

Historiefagets destruktion

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Erfaringsmæssig ved enhver lærer, at der ligger en selvopfyldende profeti gemt i enhver forud for en undervisningstime dannet overbevisning om, at eleverne enten gider eller ikke gider beskæftige sig med lærerens undervisningsstof. Når lektor Bernhard E. Jensen derfor i Folkeskolen nummer 33 citeres for, at elever ikke gider kronologisk udenadslære, er erklæringen i sig selv usand, men den skal nok vise sig at kunne bane vejen til sin egen sandhedsgørelse, i det omfang man selv tror på den. Måske er problemet i virkeligheden slet ikke, at eleverne ikke vil bevare historiefagets kanoniserede områder frisk i erindringen livet igennem. Problemet synes mere at bestå i, at en kronologisk historieundervisning binder faget til og åbner elevernes øjne for en i virkelighedens verden national bundethed, der ganske vist ideologisk i dag er ude af trit med tidens korrekte mening, men som ikke desto mindre er sand. Det gale ved den historiske kanon og den kronologiske historieundervisning er ikke så meget, at eleverne ikke gider den - skal man i øvrigt kun undervise i det, som eleverne gider? - men at den i sin nationale bundethed afspejler virkeligheden i en grad, som ingen moderne pædagogik i dag ønsker tilgodeset. Og hvorfor ikke? Fordi danmarkshistorien serveret i kronologisk orden ikke tjener til indvandreres integration, siger Bernhard E. Jensen. Altså igen et eksempel på, hvordan et skolefag, her med Bernhard E. Jensens hjælp, søges destrueret for derved at kunne tjene et eller andet tidsbestemt politisk/ideologisk formål. Og at prøve at få folkeskolen til at spille med på en sådan kulturopløsende og fagødelæggende bestræbelse lettes nok ved at få lærerne til at tro på, at eleverne bare ikke gider beskæftige sig med den rene vare.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler