Debat

Ministeren og test

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med reference til Folkeskolens temanummer (tillæg til Folkeskolen nummer 20) stiller undervisningsminister Bertel Haarder i Politiken - som han selv siger - underlige spørgsmål: »Hvad sker der dog ved, at børnene lærer at læse?«

Hvorfor spørger han sådan? Han ved jo, at ingen kan være uenig med ham i, at børnene skal lære at læse.

»Hvad er det, der er så ødelæggende ved de nye test?« »Hvad er der farligt ved dem?« spørger ministeren uden på nogen måde at dokumentere, hvorledes test (dem, vi altså ikke allerede har) bedre sætter elever i stand til at lære noget.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Under Folketingets nyligt afviklede afslutningsdebat påtog Margrethe Vestager sig den utaknemmelige opgave at forsøge at få Bertel Haarder til at gå ind i en seriøs debat om de centralt styrede test, som snart pålægges landets skoler. Ministeren fik fra tingets talerstol sagt, at de elektroniske test ville være udformet, så de løbende justerede sig i forhold til den enkelte elevs evner. Derudover fremstod det i ministerens udlægning nærmest, som om de nye test var et fremragende undervisningsmiddel. En gave fra oven til enhver lærer.

Kim Mortensen fra Socialdemokraterne forsvarede fra samme talerstol sit partis medvirken med et engagement, som kunne gøre ham værdig til jobbet som uddannelsesordfører for Venstre.

Bertel Haarder indbyder DLF til et tæt samarbejde om læsning, idet han erklærer, at han »... er helt åben over for Lærerforeningens egne forslag til en læsestrategi«. Det lyder lovende. Bertel Haarder afskaffede gruppeprøver i folkeskolen imod råd fra de lærere, der havde erfaringen med denne prøveform. Ministerens vigtigste argument var i den sag, at han ville sikre eleverne ret til en individuel bedømmelse, hvilket de rent faktisk kunne få under gruppeprøveformen. Men den skulle afskaffes.