Debat
0   121

Velfærd på spil …

Velstand eller velfærd?

Danmark er et af verdens rigeste lande, og de kommende år vil være præget af stigende velstand. Velfærdskommissionen forudser, at levestandarden i 2040 vil være mere end fordoblet.

Derfor handler velfærdsforhandlinger ikke om, hvorvidt vi har råd til velfærdssamfundet. De handler om, hvordan vi fordeler velstanden. Hvor meget skal gå til offentligt og privat forbrug? Og hvordan kan vi fremover sikre tilstrækkeligt mange i arbejdsstyrken?

Artiklen fortsætter under banneret

I disse år vælter pengene ind i statskassen. Men det er regeringens mål, at en større andel af velstanden skal bruges i den private sektor. Derfor lægger regeringen heller ikke op til at lade det generelle offentlige serviceniveau indgå i de aktuelle forhandlinger. Det er ellers helt afgørende, hvis vi skal fastholde et velfærdssamfund. Så længe de kommunale udgifter ikke må stige mere end 0,5 procent per år, tvinges kommunerne til serviceforringelser og personaleindskrænkninger. De 0,5 procent gør det umuligt blot at fastholde det nuværende serviceniveau. Denne rigide styring af den kommunale økonomi må bringes til ophør, hvis kvaliteten af de offentlige velfærdsydelser skal sikres, og hvis vi skal undgå en nedslidning af de offentligt ansatte, der vil resultere i, at endnu flere kommer på en eller anden form for overførselsindkomst.

Og nu vil regeringen med det såkaldte velfærdsudspil søge at øge arbejdsstyrken ved at forringe mulighederne for seniorer, for arbejdsløse og for studerende. Det er økonomisk unødvendigt, og det løser ikke problemerne. Det er på tide, at forhandlingerne i stedet kommer til at handle om, hvordan vi fastholder og forbedrer velfærdssamfundet. Både for den enkelte og for samfundet er der langt mere perspektiv i at satse på et forbedret arbejdsmiljø, bedre seniorordninger og en fleksibel efterløn, der gør det attraktivt for ældre at blive længere på arbejdsmarkedet. Aktiveringsindsatsen over for ledige bør handle om at skabe rigtige job og om konstruktiv opkvalificering i forhold til de kompetencer, der er mangel på. Og 10. klasse skal sammen med en fleksibel SU være med til at imødegå frafald i uddannelsesforløbet.

Der er forskel på velstand og velfærd. Mange lande er meget velstående - og samtidig præget af stor ulighed. Et sådant Danmark ønsker vi ikke. Vi skal fastholde et samfund karakteriseret af tryghed, lige muligheder, livskvalitet og solidaritet med de svageste. Der er ingen grund til at sætte velfærdssamfundet på spil.

»Det er på tide, at forhandlingerne kommer til at handle om, hvordan vi fastholder og forbedrer velfærdssamfundet«

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ