Vi kender først og fremmest Marie Grubbe som litterær figur. Hendes deroute på den sociale rangstige fra adelsdame til færgekone og hendes seksuelle appetit har fascineret forfattere gennem århundrederne. Ludvig Holberg, St. Steensen Blicher, H.C. Andersen, J.P. Jacobsen, Ulla Ryum og Juliane Preisler har alle portrætteret hende. Denne bog forfattet af en historiker er den mest omfattende ikke-litterære biografi hidtil. Bogen har baggrund i et enormt researcharbejde og forekommer på den baggrund troværdig. Bogens historiske tid er fra midten af 1600-tallet og frem til omkring 1720. Dan H. Andersen gør meget ud af at skildre det sociale liv, de respektive stænders levevilkår, tidens moralkodeks, kirkens betydning og funktion samt retsplejen.

Marie Grubbes ægteskaber med henholdsvis prins Ulrik Frederik Gyldenløve, fra 1664 statholder i Norge, og adelsmanden Palle Dyre beskrives indgående hvad angår både portrættering af ægtefællerne og Maries erotiske sidespring. Begge ægteskaber endte med skilsmisse på grund af hendes utroskab. I sagens natur gør forfatteren især meget ud af Maries seksuelle forhold til den meget yngre Søren Sørensen Møller, kusk og senere ladefoged. Søren portrætteres med psykologisk indsigt, og deres seksualitet udlægges på den ene side som behov for rå sex, på den anden side har det været mere end sex og penge, der bandt dem til hinanden. De levede trods alt ægteskabeligt sammen i 25 år, og Marie Grubbe, der ikke selv kunne få børn, måtte leve med, at Søren uden for ægteskabet fik to børn med to forskellige kvinder. I begge tilfælde kostede det Søren og Marie en formue. Rettergangen mod Søren på grund af drabet på en skibskaptajn beskrives grundigt i både herredsretten, landsretten og højesteret.

En interessant og veldokumenteret bog om de historiske personer Marie Grubbe og Søren Sørensen Møller, men bogen kaster også et nyt lys over de mere digteriske portrætter i de respektive romaner.