Anmeldelse

Den ukendte Jesus

Nye kilder til, hvem Jesus virkelig var?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvem var Jesus egentlig? I tidens løb er der formuleret mange svar derpå, et af de sidste af forfatteren Dan Brown. I Browns bog "Da Vinci Mysteriet" fortælles, at Jesus var gift med Maria Magdalene, fik børn med hende, og at denne families efterkommere fortsat lever, blandt andet takket være Sion-ordenen. Men Brown har ikke fundet på alt dette alene. Han er inspireret af bogen "Helligt blod, Hellig gral", som redegør for fundet af dokumenter, der blandt andet skulle indeholde Jesu families stamtavle. At det forholder sig således, er dog blevet hemmeligholdt af Vatikanet - fortæller både Brown og hans kilder. Helt hemmelig har hemmeligheden ikke været, selveste Leonardo da Vinci var medlem af Sion-ordenen, kendte hemmeligheden og viste i sit billede "Den sidste nadver", at personen ved siden af Jesus netop var Maria Magdalene.

Ifølge disse opfattelser må Jesus altså have haft et andet projekt end det, der hidtil er blevet fortalt om ham, og han må have overlevet korsfæstelsen, han døde ikke på korset! Også det skulle der ifølge Brown og hans research være belæg for i gamle kilder, som kirken har søgt at udrydde, men som alligevel er dukket op og nu kan give et andet og mere korrekt billede af Jesus end det hidtidige.

Med denne bog om den ukendte Jesus gennemgår den norske professor i kirkehistorie Oskar Skarsaune minutiøst de postulater, der formuleres om Jesus i Dan Browns roman. Skarsaune optrevler også den fantasifulde historie om Jesu slægt, som angiveligt skulle være dokumenteret i nogle skrifter, der blev fundet i 1890 i Frankrig.

Det vises, at Jesusbilledet i de evangelier, som findes uden for det nye testamente, ikke overraskende er anderledes, dette gælder også både Thomas- og Maria-evangelierne, som begge er gnostisk prægede.

At Jesus skulle have været bedøvet med opium og dermed overlevet korsfæstelsen for dernæst at være blevet gammel i enten Masada, Kashmir eller Sydfrankrig, undersøges også.

Skarsaune er meget grundig, og det er virkelig spændende at blive taget ved hånden af en så grundig tekstnørd. Især i det lange kapitel om Q-kilden er grundigheden dog for voldsom.

Dokumentationen for Browns påstande ligger med Skarsaunes undersøgelse i ruiner, men billedet af Jesus er ud fra alle de foreliggende kilder blevet nuanceret og spørgsmålet om, hvem Jesus egentlig var, fortsat ubesvaret. Så alt er, som det nu engang kan være. Browns roman kan stadig læses, nydes eller hades som en fantasifuld, velkonstrueret fortælling, argumenter for forståelser af Jesus vil også fortsat blive konstrueret, og Skarsaunes bog anbefales, så den ene konstruktion kan skelnes fra den anden.