Anmeldelse

Skyggen i vandet / Gravskænderen

Klik for at skrive manchettekst.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Oliver, Hakan, Marcus, Sofie og Luna - de fem på nye opdagelser. Det er bare ikke smuglere og tyve, men monstre, der bliver jagtet i serien her. I disse to første bind møder vi et spøgelse og en zombie.

De fem børn på 12-13 år danner i løbet af første bog en klub: Monsterjægerne. Dels fordi de uhyggelige væsener selvfølgelig findes i det univers og skal uskadeliggøres, dels fordi Olivers farfar i al hemmelighed har været spøgelsesjæger hele sit liv ved siden af det mere borgerlige erhverv som skorstensfejer. Nu er han kommet på plejehjem, Oliver har opdaget hans hemmelige spøgelsesjægerkælder, og han må påtage sig at videreføre arbejdet. Oliver har nemlig arvet evnerne, og så må man følge sit kald, forstås.

I "Skyggen i vandet" er det en lille drengs ånd, der ikke kan finde hvile, før morderen er fundet og straffet. Han blev myrdet på børnenes skole - druknet i svømmebassinet. Pas på lærere, der har svært ved at tøjle deres temperament!

I "Gravskænderen"forsøger en ældre mand at vække sin døde kone, som han savner så forfærdeligt. Det kommer der ikke noget godt ud af. Lad de døde hvile i fred.

Elementært spændende, uden at man dog får åndenød. Tror man ikke på zombier, kan man glæde sig over, at dialogen, konflikter og problemstillinger er troværdige, og at der også bliver tid til kærlighed og forelskelse, som jo også optager aldersgruppen.

Til selvlæsning for de 10-13-årige og alle andre, der vil med på monsterjagt.