Anmeldelse

Overblik

Verdenshistorie i korte træk

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Perspektivet i denne verdenshistorie henvendt til gymnasieelever er europæisk, hedder det i forordet.

Det er rigtigt i en sådan grad, at det ville have været mere betegnende at kalde bogen for en europahistorie.

Kun i de afsluttende kapitler om den kolde krig og tiden derefter inddrages globale problemstillinger.

Det er således ikke helt rigtigt, som det også anføres, at bogen giver et kort og præcist overblik over verdens historie fra oldtiden til i dag.

Jo, det med det korte er rigtig nok. Bogen er opbygget af en række korte kapitler, der skal give gymnasieeleven et grundlæggende overblik over den gymnasiale kanon i faget historie.

Den græske oldtid ti sider, Romerriget 11 sider, renæssance og reformation 11 sider, de europæiske opdagelser ni sider og så videre.

Men bogen er slet ikke så dårlig, som man skulle tro. Det er faktisk muligt på nogle få sider at trække nogle linjer og fremhæve nogle centrale problemstillinger i de enkelte kapitler. Som historielærer i folkeskolen kan disse kapitler tjene som repetition og huskeliste over centrale områder af især Europas historie.