Svar til Steen Packness’ og Mogens Lyhnes læserbrev »Afgørelse i sagen fra Klostervængets Skole« (Folkeskolen nummer 47): Det var ikke Københavns Lærerforening, der anbefalede endsige pressede tre af de fem fra Klostervængets Skole til at vælge en fratrædelsesordning, da de fra kommunen modtog besked om, at de skulle forflyttes. De valgte − efter en grundig analyse af den vanskelige situation sammen med Københavns Lærerforening (KLF) − at »gå på pension«. Alternativet var at lade sig forflytte − hvilket er inden for dét, en ansat må tåle − og så eventuelt føre et civilt søgsmål over for Københavns Kommune. Det ville for det første tage mellem et og to år og være særdeles psykisk belastende. For det andet ville sagen ikke nødvendigvis kunne vindes. For det tredje − hvis sagen blev vundet − var det næppe sandsynligt, at de forflyttede alligevel kunne komme tilbage til Klostervænget. Det var altså ikke KLF, der pressede, men derimod forvaltningen, som satte de snævre tidsfrister blandt andet til den partshøring, der dog formelt fandt sted. Anbefalingen om at tage kontakt til en jurist for at være klædt på over for fagforeningen er en direkte mistillidserklæring. Hvis man nærer tvivl om en forenings evner og habilitet, bør man da ikke inddrage den, men i stedet alene klare sig med dens advokat. Men en advokat ville næppe have kunne gøre andet end dét, vi gjorde, idet den ansatte i særlige tilfælde kan tvinges til at skifte arbejdssted inden for kommunen. Jeg tror nu heller ikke, at vedkommende havde kunnet indgå aftaler, der kunne matche dem, vi indgik for de tre af kollegerne.

Endvidere forekommer det mig at være spild af penge, idet Københavns Lærerforening i processen sandelig både søgte og fik særdeles kyndig juridisk bistand, der blandt andet lå til grund for vores rådgivning af de fem involverede.

Jeg må derfor kraftigt opfordre andre, der måtte komme i en lignende ulykkelig situation, til ikke at følge Steen Packness’ og Mogens Lyhnes råd.