Debat Kommentar
0   180

Så enkelt er det ikke

Den progressive pædagogik.

Myterne florerer i skoledebatten, javist. En af de mere sejlivede gentages af den radikale politiker Per Fibæk Laursen i Folkeskolen nummer 46. Den går kort fortalt ud på, at den igangværende revision af reformpædagogikken bare er et gedulgt højrefløjsanslag, der bruger læseundersøgelserne som »ammunition mod den progressive pædagogik«. Hvordan kan professor Per Fibæk ræsonnere så forsimplet?

Det anfægter ham tilsyneladende ikke, at vi blandt kritikerne finder en stribe af hans professorkolleger. For eksempel Erik Jørgen Hansen, højt skattet af DLF som landets formentlig skarpeste kritiker af Pisa. Erik Jørgen Hansen er vores førende specialist på social arv. Han har gennem flere år ment, at skolens barnecentrerede, bløde pædagogik har ført til en elitær skole, der stik imod hensigten svigter samfundets nederste lag. Jens Rasmussen, en af vores mest prominente fortalere for den konstruktivistiske pædagogik, har ligeledes de sidste par år udtrykkeligt talt om nødvendigheden af et opgør med reformpædagogikken. Han taler om at sætte undervisningen i centrum, og han peger på det uholdbare i den udbredte forestilling om, at elever og lærere bør mødes som »hele« mennesker. Rektor Lars-Henrik Schmidt har gang på gang kritiseret »succespædagogikken« og søgt at restituere begreber som respekt og høflighed i et nyt skolesyn. Folk som Holger Henriksen, Jørn Lund og Bo Jacobsen har udtrykt bekymring for fagligheden og fællesskabet i Fibæks »fleksible«, individualiserede trefagsskole. Børnepsykiaterne i Risskov peger på, at denne skoletænknings satsning på ansvar for egen læring er på kollisionskurs med elementær neurologisk sagkundskab og fremprovokerer Damp. Og kredsen af læseforskere omkring Mogens Jansen og Carsten Elbro kan nu tage Pisa til indtægt for, hvad de hele tiden har hævdet: At gode læsefærdigheder er og bliver den mest betydningsfulde enkeltfaktor, når det drejer sig om at overvinde negativ social arv.

Artiklen fortsætter under banneret

Mest iøjnefaldende er dog 80'ernes pædagogiske guru Thomas Ziehe, der nu vender sig direkte imod erfaringspædagogikken: ». Det er blevet så naturligt for eleverne, at der bliver taget udgangspunkt i deres hverdagsliv, at de ikke længere føler det som en gave, men som en minimal forudsætning for troværdighed. Ingen føler længere nogen glæde ved, at der tages udgangspunkt i hverdagen. Og lærernes satsning på uformel adfærd bliver heller ikke opfattet som en gave, men snarere som noget helt selvfølgeligt og almindeligt. Ja netop der, hvor man ønsker at være særlig liberal, opstår der af og til et skær af forfald, som utilsigtet har fået karakter af udpræget ligegyldighed. Ingen glæder sig heller længere over det grænseløse, grænseløsheden kan næppe mere frigøre nye energier. Stilen fra 70'erne har nået sin grænse, den er ikke mere, hvad den engang var - ny, frisk og overraskende. Men mange af dens repræsentanter er så bange for at falde tilbage i de ældre adfærdsmønstre, som de netop har bekæmpet i deres eget liv, at de fortsætter, som om intet har ændret sig«.

Ziehe taler nu om nødvendigheden af at indføre eleverne i ». ordenes, teoriernes og modellernes verden, fiktionalitetens og fantasiens verden«. Han taler om, at skolen må ». træffe aftale om og beskytte regelsystemer. Sanktioner i forbindelse med overtrædelse af regler er naturligvis en del af dette, det renser luften langt bedre end konstant moraliseren og tilsvarende reaktioner af implicit skuffelse og bitterhed«. Og han taler om det »hjælpeløse glittersprog«, om »fremtidens skole«, denne ». ejendommelige semantiske mikstur af sprogfigurer fra pr- og reklamebranchen, den økonomiske videnskab, institutionspsykologien, globaliseringsdiskussionen og programmerne for skolereformer«. Enhver, der vil bruge fem minutter på at studere retorikken omkring de store udviklingsprojekter i folkeskolen, kan ved selvsyn konstatere, hvad Ziehe her sigter til.

Per Fibæk bidrager til den partipolitiske trivialisering, når han hævder, at kritikken mod reformpædagogikken bare kommer fra mørke kræfter i folkedybet. Så enkelt er det ikke.

Citaterne fra Thomas Ziehe stammer fra hans foredrag på en konference i Gymnasieskolernes Lærerforening, februar 2003. Foredraget kan læses i sin helhed på www.socialdemokratiskskoleforum.dk


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ