Anmeldelse

Den store nissejagt

En juleballadekalender

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En hårdt pumpet kalenderbog fuld af utrolige hændelser. De små underjordiske væsner, vætterne, jagter nisserne og forvolder megen skade, også i menneskeverdenen. Jagten på vætterne gennemføres i et fantastisk forhindringsløb af klassekammeraterne Nikolaj og Camilla. De assisteres stadig mere effektivt af Nikolajs snottede lillesøster Stella. Handlingsmæssigt går det over stok og sten, man bliver som læser ganske forpustet undervejs. De fantastiske tildragelser finder for det meste sted i og omkring Nikolajs hjem. Drengens forældre deltager på sidelinjen. Faderen er en ren karikatur; han er en særdeles tungt opfattende klovn. Hvis bogen har en helt, så er det Camilla. Hun er kvik, altid god for en smart løsning, og så er hun en rigtig fin kammerat.

Det hele er veldrejet, men også anstrengende for modtageren. Alt skal nemlig være åh, så morsomt. Altså forceret juleskæmt. Forsidetegningen rammer bogens indhold og stil. Det hele er fermt håndværk, men meget anmassende. Ingen tid eller grund til nærmere overvejelse.