Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Fastens uheldige bivirkninger

Kultursammenstød.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ramadanen er overstået for denne gang.

En måned, hvor mange skoleelever har fastet i mange timer hver dag.

En måned præget af flere trætte og uoplagte elever end sædvanligt.

En måned præget af flere konflikter end sædvanligt.

Og en måned, hvor muligheden for optimal udbytte for en del elever har været ringere end ellers:

I min 9. klasse er der 14 muslimer. Størstedelen har fastet.

Før ramadanen spurgte jeg, hvorfor de ville faste. Flere sagde, at det er godt at øve, til man bliver voksen.

Allerede første dag mærkede vi det. En pige havde så ondt i maven og var så træt, at hun faldt i søvn. Flere drenge blev i løbet af måneden så urolige, at vi måtte sende dem hjem til afslapning. Nogle af pigerne blev mere og mere udmattede og så så trætte og dårlige ud, at vi adskillige gange bad dem hvile sig, hvilket flere gjorde - og faldt i søvn. En pige foreslog, at opgaverne blev lavet hjemme om aftenen i stedet for i skolen, da hun først kunne koncentrere sig efter at have fået mad og drikke. Efterhånden blev irritationen og ubehaget hos et par af drengene så stort, at deres måde at henvende sig til klassekammeraterne på oftest udløste konflikter. En dreng har i løbet af denne måned ændret sig meget: Hvor han før var til at tale med om opførsel, har det i de sidste tre uger været næsten umuligt. Han giver højlydt udtryk for, at lærerne er helt umulige og galt afmarcheret.

Vi fokuserer med rette meget på børns sundhed, men det er svært at argumentere for gode kostvaner, samtidig med at så mange faster om dagen og spiser for meget om aftenen. De daglige festmåltider i de fastende muslimske hjem medfører for nogles vedkommende ligeledes, at de kommer for sent i seng og dermed ikke kommer op før solopgang og får morgenmad.

Det er som lærer ikke nemt at argumentere for ikke at faste, når eleverne under fasten siger, at de har det fint, og hvis de skulle have ondt i maven eller er trætte, så er det ikke på grund af fasten, den påvirker dem ikke. De samme elever, der - når der ikke er fastemåned - skal have pause, så de kan få noget at spise og drikke, ellers kan de ikke koncentrere sig. Det er heller ikke nemt at argumentere, når nogle elever fortæller, at forældrene siger, de selv må bestemme, om de vil faste, men samtidig fortæller, at de får større pengegaver til Eid-festen, hvis de faster.

I de år, jeg har været lærer og arbejdet med elever, der er muslimer, er problemerne under ramadanen vokset. Min opfattelse er den, at mange muslimer i Danmark har fået det værre. Ustandseligt bombarderes de med udtalelser om, at islam er en ideologi, der skal bekæmpes, muslimer slås i hartkorn med terrorister, og der gøres opmærksom på stor kriminalitet i deres kredse. Mange er arbejdsløse og lever under konstant pres.

Det er ikke en undskyldning, men en forklaring, tror jeg, på at mange forældre tillader deres børn at faste. På den måde viser de sammenhold. Det er en måde at skabe identitet på og at vise omverdenen, at »vi kan klare det, vi holder sammen«. En forståelig måde, men ikke en god måde. For uanset presset har forældre - alle forældre - et ansvar. Vi lærere stiller rimelige krav til forældre om, at deres børn skal være udhvilede, have madpakke med, være forberedte til skolen hver dag. Vi stiller krav om hjemmets opbakning. Vi skal også stille det krav, at børn i skolen ikke må faste, men der­imod have ordentlig kost, så de kan deltage i undervisningen.

Muslimske forældre vil ligesom alle andre forældre gerne have, at deres børn får en god skolegang og en god uddannelse. Det kræver brændstof hver dag. De skal fortælle børnene, at de ikke får Eid-gaver, hvis de faster. Sige til børnene, at så længe de går i skole og skal deltage i undervisningen, må de ikke faste.

Så vil vi i skolen have en hel måned mere, hvor alle de muslimske børn er lige så friske som de ikke fastende - der vil være en hel måned, hvor mulighederne for udbytte af undervisningen har bedre vilkår.

»I de år, jeg har været lærer og arbejdet med elever, der er muslimer, er problemerne under ramadanen vokset«