Debat

Politikere og skolens formål

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg bad for et par uger siden Bertel Haarder og Christine Antorini om at forklare baggrunden for deres partiers annektering af konservative værdier, når de i forliget om folkeskolen vælger at smide den historiske tradition ud, der prioriterer individets personlige udvikling som en del af folkeskolelovens formål. Det kommer ikke bag på mig, at de søger at negligere mit spørgsmål, da det er en dårlig sag for begge to.

Derfor vil jeg anmode Haarder om enten at bekræfte eller benægte, at embedsmænd i ministeriet er i gang med at frasortere denne centrale del af folkeskoleloven, eller om min påstand på anden måde har noget på sig. Dette både i formålet og i den øvrige del af loven som en direkte konsekvens af det nyligt vedtagne forlig.

Kan dette ikke benægtes, hvad baner det så vej for? Det vil være rart, om I kunne tydeliggøre, hvad sigtet er med dette initiativ. Er det at ødelægge den danske folkeoplysningstradition? Er det at nægte handicappede undervisning, ud fra det syn at de jo »alligevel ikke kan lære noget«, eller hvad? Er det at afskaffe al specialundervisning, der ikke alene handler om eksempelvis ekstra hjælp til at lære, hvor Nakskov ligger (såfremt dette spørgsmål ligger i de kommende nationale test)?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Hvilken type borgere er der håb om at »producere« alene med viden? Hvor er ønsket om at give det enkelte individ muligheder, som begge partier for få år siden sloges om at stå som garant for.

Det kunne også være rart at høre, hvordan De Konservative og Dansk Folkeparti forholder sig til dette spørgsmål, da de også er en del af forliget. Hvad gør jer stolte ved folkeskoleforliget?