Folkeskolens leder:

Testtænkepause

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evaluering. En god evalueringskultur kræver, at folkeskolens lærere har mulighed for at bruge gode diagnostiske og prognostiske test - og at skolerne har faste procedurer, der sikrer, at resultaterne indgår som delelementer i lærernes løbende evaluering af deres egen undervisning og elevernes udbytte af skolegangen. Det projekt er ledere og lærere i fuld gang med.

Men landspolitisk er det indtil nu blevet overdøvet af regeringens højprofilerede plan om at indføre obligatoriske, nationale test. Undervisningsministeren har konsekvent afvist alle faglige indvendinger og betænkeligheder. Testene skal gennemføres, fordi de skal. Og de skal gennemføres nu, fordi det står i regeringsgrundlaget, har begrundelserne lydt.

En forceret tidsplan og en urealistisk økonomiramme - som har fået mindst én af de udvalgte koncerner til at stå af - har udadtil ikke fået ministeren til at tøve. Og henvisninger til Norge har heller ikke virket. Dér har et meget dyrere og langt grundigere forberedt projekt med nationale prøver ellers længe haft voldsomme problemer, og den del, som den danske model læner sig op ad, fungerer slet ikke, testresultaterne er alt for tilfældige.

Men i fredags måtte Bertel Haarder kaste håndklædet i ringen. Regeringens tidsplan holder ikke, der er afsat for få penge, og hele udbudsrunden skal begynde forfra. Den tænkepause, som realiteterne nu har dikteret, bør bruges til at se fordomsfrit på helheden: Vil tvungne nationale test fremme udvikling af en god evalueringskultur på hver enkelt skole, eller kan det gøres bedre på andre måder?

Først når der er fundet grundige svar på de spørgsmål, bør man beslutte, hvad der så bør ske.

-th