Der er en ting, som de ellers stærkt kritiserede nationale test ikke er blevet kritiseret for. Ingen har fremført krav om, at testene afholdes som gruppearbejder, muligvis fordi alle langt ud i kritikernes rækker har indset, at testene, når man åbenbart skal affinde sig med dem, skal teste den enkelte elevs færdigheder og kundskaber i forhold til de opstillede mål for klassetrinet. På den baggrund ser det mærkeligt ud, at kravet om individuelle prøver ved folkeskolens afsluttende prøver kritiseres så voldsomt, som det er sket på DLF's seneste kongres. Her lød kravet, at prøverne som hidtil skal foregå i grupper, skønt ingen endnu har kunnet argumentere for, at man ved gruppeprøver virkelig er i stand til at prøve eleverne individuelt. Mange påstår ganske vist, at det kan man godt. Men lige så mange fremhæver, at fordelen ved gruppeprøverne er, at dygtige elever her kan støtte de svage. Og selv om det skam er en smuk tanke, at stærke støtter de svage, så de svage ikke i prøvesituationen i alt for høj grad skal udstille og blive bedømt på deres svagheder, så er det nok ikke lige det, der skal ske i en prøvesituation, der jo dog foregiver at vise, hvad den enkelte har lært i et fag. Man kan opstille mange gode argumenter for gruppeprøver. Og det er i rigeligt mål gjort. Men man kan ikke på troværdig vis argumentere for, at gruppeprøver prøver individualitetens faglige formåen. Under hele korstoget imod de individuelle prøver ulmer derfor fortsat foragten for den faglige vidensindlæring og fremhævelsen af de bløde socialbetingede fællesskabsøvelsers førsteprioritet i folkeskolen. Modstanden mod at indrette skolen, så det faglige niveau kan hæves, er fortsat dominerende i DLF.