Kongres. Det kan diskuteres, hvor nødvendigt det er, at Danmarks Lærerforening holder kongres hvert år, og når man ser voksne mennesker jonglere med farvede papirer i dagevis i et lukket rum uden vinduer, kan man som tilskuer undervejs få associationer til rituelle stammedanse. Formen blev da også problematiseret, da DLF's kongres holdt møde fire dage i sidste uge. Der kan tænkes andre afklaringsformer i en tid, hvor kredse, hovedstyrelse og kongresdelegerede, ja alle DLF's medlemmer, kun er et museklik fra hinanden. Den interne kommunikation - og dermed forberedelsen af kongressens beslutninger - er i dag om ikke lysår foran, så i hvert fald lyslederkabler foran foreningens kommunikation, dengang det ikke hed kongres, men sendemandsmøde og senere repræsentantskab. Men mødernes hyppighed vil flertallet ikke røre ved, kongressen skal mødes mindst én gang om året - af hensyn til foreningens demokrati.

Debatten i år var heldigvis både livlig og konstruktiv, så alle kunne rejse hjem med masser af ekstra vitaminer til arbejdet. Formand og hovedstyrelse fik massiv opbakning til en offensiv, der skal sætte fokus på skolens kvaliteter, og til også at sætte ind dér, hvor der er problemer. De delegerede tog hjem med en kongresoptankning af inspiration til det lokale arbejde. Og så demonstrerede kongressen endnu en gang sin vitalitet og styrke ved både at kunne enes om gode kompromiser og stemme ting igennem, som hovedstyrelsen ikke anbefalede. Kongressen er ikke et juhu-kor, men en demokratisk myndighed. Det skal der værnes om.

Men samtidig kan det altså diskuteres, hvor meget det flytter verden, at en kongres bruger timer og dage på at vedtage resolutioner til offentlighed og forhandlingsparter. Medierne omtaler dem ikke. Når journalisterne har aflæst signalerne i formandens beretning og hørt, hvordan de bliver modtaget, haster de videre til andre opgaver.

Og så hele ti resolutioner på fire dage. Det er for meget af det gode.

-th