Selv om Asla Fomsgaard Adrians indlæg i Folkeskolen nummer 25-27 nok bare skal forstås som en veloplagt sommerspøg, har Piet Hein dog lært os, at spøg ikke kun skal tages for spøg. At amerikanerne har fundet det for godt at underholde med et af Robin Williams tårepersende forsøg på at opløse en til formålet forvrænget udgave af en stivnet amerikaniseret faglighed i et sortsværtet til forstokkethed karikeret amerikansk skolevæsen til den rene udfadende fællesskabsferierende og selvrealiserende livsnydelsesproces, er én ting. Men når vi så foran skærmen forledes til at glemme, at den heraf udviklede pædagogik må formodes kun at give det ønskede positive resultat blandt Williams studenter, fordi disse er så velinstruerede af filmens instruktør, kan man godt stå sig i at betragte det hele som en omgang poppropaganda til fordel for et lidt friskfyragtigt opgør med en måske med tiden lidt pligtpræget kedsommelighed. Et opgør, som selv den bedste skole må bukke under for. Det var jo sådan, det startede herhjemme. Ikke med Robin Williams destruktion af egnede lærerbøger, men med Søren Hansens, Bo Dan Andersens og senere Amdi Petersens selvpromovering, der hvilende på 68ernes destruktive studenterballade formåede at omdanne realskolens brugbare pædagogik til løssluppethedens opsætsighedspædagogik, der kritikløst blev indplantet i folkeskolen, mere fordi den vakte borgerskabets gysende, rygmarvspirrende småforargelse, end fordi den var egnet til uddannelsesformål. Ja, faktisk er det den, der i lidt omredigeret form har formået for første gang i vor historie at forringe vort uddannelsesniveau. Så spørgsmålet er, om Robin Williams pædagogikfremstilling er værd at drømme om.