Anmeldelse

Genklang

Klaversatser med basostinat og improvisation

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Under overskriften "Lærer til lærer" er dette materiale, indeholdende 12 traditionelle børnesange, folkesange og årstidssange, udgivet som inspirationskilde til klaverspillende musiklærere. Som angivet i undertitlen er nodehæftets tema improvisation, og Lisbeth Iversen anviser spændende veje at betræde i forsøget på at lære improvisation.

Arrangementet af de tolv sange er i udgangspunktet enkle, men velklingende. Materialet er opbygget således, at der til hver sang findes et enkelt, udskrevet arrangement (med en harmonisering, der er langt ud over tre og fire klange), og på modstående side følger et oplæg til improvisation: En gennemgående basostinat, forskellige øvelser og velegnede skalaer, variationer af skalaer og rytme og sekvensforskydninger.

At arrangementerne i udgangspunktet er enkle, betyder bestemt ikke, at en trænet klaverspiller ikke kan finde spændende udfordringer i materialet. Forfatteren anviser mange meget interessante og velklingende variationer og forslag til improvisationer. Og vigtigst: via de spillemæssigt meget overkommelige basostinater er højrehånden meget hurtigt i gang med at improvisere. For mig at se klart materialets største kvalitet og først og fremmest dét, der gør det anbefalelsesværdigt.

Alle sangene er indspillet på en vedlagt cd. En trio bestående af klaver (Lisbeth Iversen), bas og trommer spiller for hver af de tolv sange først det nedskrevne arrangement for derefter at anvende flertallet af de viste figurer og variationer. Meget inspirerende.