Globalisering – ja

Der er noget basalt, der ikke ændrer sig

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreren skal betragte sig selv som et talerør for de værdier og det syn på individet, som samfundet bygger på, for skolen smuldrer, hvis ikke læreren ser sig som sådan. Det er legitimitet og ikke autenticitet, det drejer sig om.

»Undervisning er et indgreb over for andre personer. Med hvilken ret griber lærerne ind? Det holder ikke at placere legitimiteten alene hos eleverne og forældrene. Den skal ligge i samfundspolitikken«.

Globaliseringen sætter en dagsorden, der efter Ove Korsgaards mening på godt og ondt nu også præger den pædagogiske tænkning. Med globalisering følger mange nye teorier om, hvad den har af konsekvenser. Man vil gå fra undervisning til læring. Fra at det er institutionen, der er det centrale, til at det er individet. Fra kvalifikationer til kompetencer. Fra det ene til det andet.

Men efter hans mening går man alt for vidt i sin forståelse af, hvad globaliseringen medfører, fordi der stadigvæk er noget helt basalt, der ikke ændrer sig.

»Hvis vi skal have en skole, så skal man respektere, hvad en skole er, og det gør man ikke i hele det her retoriske skift, hvor man løber fra det ene til det andet uden rigtig at kunne finde ud af, hvad der er hold i. De grundlæggende institutioner tømmes for legitimation. I høj grad på grund af retorikken«.

Han er helt med på, at danskerne skal se sig selv som europæere og verdensborgere, men det fjerner ikke nationen som en vigtig faktor i vores samfundsmæssige liv. Verdensborger er en dimension, der føjes til.

»Jeg er en varm fortaler for, at vi ikke bare er nationale, men det er ikke det samme som at skifte det ene ud med noget andet. Skolen bør være med til at forberede os til at være europæere og verdensborgere, for der er problemer i verden, der kræver det«.

Ud af offerollen

Samfundet bør så til gengæld være med til at give lærerne anseelse, for uden en stand, der står respekt om, går det ikke. Men alle vil ind i offerrollen, og Ove Korsgaard nævner, at når det går så godt i den finske skole, skal noget af forklaringen måske findes på det plan. Sammen med nogle specielle historiske forhold.

»En forudsætning for, at det kan ændre sig i Danmark, er, at lærerne ser sig selv som samfundets repræsentanter, for før kan der ikke igen opstå respekt. Det er en helt afgørende betingelse«.

Han mener godt, at lærerne kan gøre oprør mod nogle stive og forældede former i skolen, men man kan ikke føre skolen videre på, at samfundet er fjenden.

»Jeg har ondt af lærerne, for der bliver banket løs på dem fra alle sider. Men hvis man vælger offerrollen, er der ikke en jordisk chance for, at man kan komme ud af den ulyksalige situation. Lærerstanden er nødt til at se sig selv som talerør for de grundlæggende værdier i samfundet, som i et demokrati peger ud over samfundet selv«, siger lektor Ove Korsgaard.

kac@dlf.org