I min geografibog i folkeskolen stod der frit efter hukommelsen: »Danmark er et lille land. Danmark har ingen råstoffer, men Danmark har en veluddannet befolkning«. Det var i 1950erne. Danmark har stadig en veluddannet befolkning, og det er der i øvrigt en lang række andre lande, der også har. Men mange danskere har, dels på grund af sådanne lærebøger fra folkeskolen, dels på grund af den vedholdende og optimistiske vedligeholdelse af denne selvopfattelse, der har fundet sted hele vejen op gennem den industrielle periode i Danmark i sidste halvdel af forrige århundrede, en selvopfattelse af danskere og Danmark, der er totalt ude af trit med realiteterne i verden.

Vi tror, at vi er ikke bare gode, men bedre end de fleste. Vi tror, at vi har de bedste hospitaler. De bedste universiteter. De bedste folkeskoler. De bedste arbejdsmarkedsforhold. De bedste betingelser for demokrati og udvikling. Sandheden er, at det har vi ikke, og det er vi ikke. Vi er gode, men vi er ikke de bedste.

Vi begyndte gradvist at overse, at der skete kraftige udviklinger også i en række andre lande, både lande tæt ved os og lande langt borte. Vi bevarede illusionen om, at det danske hospital, det danske universitet og den danske folkeskole er blandt de bedste i verden. Det kan blive skæbnesvangert for os, hvis vi ikke snart får en bedre selverkendelse.

Vi var ofre for den udbredte opfattelse, at succes er farlig. Vi blev for selvtilfredse. For selvfede. Det er den danske befolknings situation lige nu: Vi er for selvtilfredse. Vi har for urealistiske forestillinger om, hvad der sker i verden omkring os, og om, hvor hurtigt det sker. Det er påstande, der naturligvis ikke kan bevises, og som derfor må stå som påstande og forenklede fremstillinger af, hvordan den danske befolkning tolker eller ikke tolker den globale situation.

For det er det globale, der er Danmarks dagsorden eller er baggrunden for den danske dagsorden. Danmark har en dagsorden, der er nært knyttet til udviklingen i verden. Sådan har det altid været. Der er intet nyt i dette, men vi har været meget bedre til at tage bestik af dette tidligere. Vi skal blive bedre til at forstå og aflæse udviklingen i verden og omsætte dette til en ny selvstændig dansk vision.

Danmark har ikke en vision. Det havde nationen i den periode på 50 år, hvor vi blev et industrisamfund i verdensklasse. Da havde vi en vision om at blive et velfærdssamfund, hvor få havde for meget og færre for lidt. Fordi vi havde en så klar vision og en så klar vilje, så udviklede vi et velfærdssamfund, som er et af de bedste i verden, og som har udviklet sig til, at vi nu er ved at kvæles i vor egen velfærd. Et grotesk eksempel er de unge børn af velnærede forældre, der får Statens Uddannelsestøtte som hjemmeboende gymnasieelever, sådan at de kan fyre den af i weekenden på byernes cafeer og diskoteker. Det var jo selvsagt aldrig meningen.

Folkeskolen er fundamentet for det danske vidensamfund. Det er rigtigt, at vi skal sammenligne os med andre lande, men den, der går i andres fodspor, kommer som bekendt aldrig foran. Derfor skal vi videre end til at sammenligne. Vi skal agere. Vi skal gøre noget. Vi skal vide, hvad vi vil være gode til om både ti, 20 og 30 år. Det skal først og fremmest vore politikere formulere, på samme måde som en række danske politiske partier med Socialdemokratiet i spidsen havde klare forestillinger om, hvilket industri- og materielt samfund man ville udvikle i forrige århundrede. På samme måde skal vi have udviklet en vision for det danske vidensamfund, og denne vision skal danne grundlaget for en revision, måske en revolution, af den danske folkeskole. Vi skal ikke lade os sovse ind i et væld af mere eller mindre begavede sammenligninger. Vi skal gå vore egne veje, ligesom vi tidligere har gjort det som samfund. Vi skal ikke udvikle den bedste folkeskole i sammenligning med en række andre lande. Vi skal udvikle en dansk folkeskole, ikke uden blik for, hvad der sker i verden, tvært­imod, men med en fortolkning af, hvad der sker i verden, omsat til en dansk vidensamfundsvision.

Der er for mig ingen som helst tvivl om, at der skal ofres meget mere på den danske folkeskole, end tilfældet er i dag. Skolen må være det absolut vigtigste langsigtede satsningsområde. Vi kan derfor ikke hurtigt nok komme ud over den sammenligningsmani, der indimellem lammer os, og frem til en politisk drøftelse af den danske folkeskoles fremtid. Der forestår et udviklingsarbejde af dimensioner for folkeskolen, der forudsætter, at vi helt og aldeles sætter os ud over de små marginale revisioners tænkning og tænker stort og nyt.