Under halvdelen af de lærerstuderende gennemfører deres uddannelse på normeret tid, og flere end tidligere bliver aldrig færdige.

Med den nye læreruddannelse i 1998, hvor man fik fire linjefag i stedet for to, er der sket et kraftigt fald i gennemførelsesprocenten på lærerseminarierne. Af de studerende, som begyndte på seminariet i 1997 den sidste årgang på den gamle uddannelse gennemførte 66 procent af de studerende på de normerede fire år. For årgangen efter gjaldt det kun for 47 procent, og for de studerende, der blev færdige sidste år, var det 43 procent.

»I første omgang vidste vi ikke, om der var tale om et engangsfænomen, fordi der var nogle ting, som ikke var på plads, da vi startede på den nye uddannelse. Men det er en udvikling, der er fortsat, og derfor er det svært at tro på, at faldet ikke skulle have noget at gøre med den måde, uddannelsen er skruet sammen på«, siger Nils-Georg Lundberg, rektor på Hjørring Seminarium og formand for Lærerseminariernes Rektorforsamling.

For mange linjefag

Han peger på, at det ofte er mængden af linjefag, der volder de studerende kvaler. Der er ikke tilstrækkelig tid til at fordybe sig i stoffet, og derfor udskyder mange et linjefag og forlænger studietiden med et eller to år. Men selv efter seks år når de nye årgange ikke op på niveau med de gamle. Blandt årgang 1997 havde 80 procent af de studerende eksamen efter seks år eller mere. For årgang 1998 er det tal nede på knap 68, og det ser ikke ud til at blive bedre. Rektorforsamlingen vurderer, at for årgangene 1999 og frem vil gennemførelsesprocenten fortsat falde, fordi flere end tidligere forlænger studietiden, og flere søger orlov i fjerde studieår.

»Når noget er studieforlængende, er det ofte første skridt på vejen til en afbrydelse«, siger Nils-Georg Lundberg.

På det punkt er han helt enig med formanden for Lærerstuderendes Landskreds, Jakob Andersen, og begge foreslår, at linjefagene barberes ned fra fire til tre.

»Det er vigtigt, at man kan fordybe sig i et emne. Det er der altså mange studerende, der føler, de ikke har tid til, og derfor skyder de et linjefag til året efter. Men jo længere man skyder sin uddannelse, jo større er risikoen for, at man bliver usikker og ikke kommer igennem«, siger Jakob Andersen.

En ond cirkel

Det stigende frafald kan blive et alvorligt problem for seminarierne, som er økonomisk under pres, fordi de finansieres via taxametersystemet, hvor en del af pengene falder, alt efter hvor mange der færdiggør deres uddannelse. Den faldende gennemførelsesprocent presser seminariernes økonomi yderligere, og derfor bliver de nødt til at skære i timeantallet og overlade mere til selvstudier. Selv på Frederiksberg Seminarium, der med 71 procent har en af landets højeste gennemførelsesprocenter, har man været nødt til at skære i timeantallet. Fra september i år kan de studerende forvente ti procent mindre undervisning i alle fag, og det er en uheldig udvikling, mener rektor Thøger Johnsen.

»Det er en ond cirkel. Vi bliver nødt til at skære i timeantallet, og færre timer betyder, at flere falder fra, og så må vi skære i timetallet igen«, siger han.

Han understreger, at hans seminarium gør meget for at tage hånd om de studerende og ofrer mange penge på dem, men det kan der ikke blive ved med at være råd til, hvis der ikke kommer flere økonomiske resurser.

»Man har forsøgt at presse en femårig uddannelse ned på fire. Presset på de studerende er meget stort«, siger Thøger Johnsen.

Han foreslår en omlægning af læreruddannelsen med kun to linjefag og et styrket praksissamspil mellem seminarierne og folkeskolen.

De studerende laver for lidt

Seminarierne ville gerne have mere præcise data på, hvorfor de studerende falder fra. Det er imidlertid ikke så nemt at hive svar ud af de studerende. Rektorforsamlingen igangsatte en undersøgelse, som skulle følge årgang 2002 intenst, men omkring halvdelen af dem, der afbryder uddannelsen, vil ganske simpelt ikke svare. Samme problem er rektor på Aalborg Seminarium, Peter Norrild, stødt på. Han har gennem flere år forsøgt at afdække, hvorfor de studerende falder fra.

Tre hovedårsager har han dog fundet frem til: Én del mener ikke, studiet er udfordrende nok, en anden del mener præcis det modsatte, og endelig er der dem, som bare ikke kan se sig selv som lærer og har valgt et forkert studium. Foruden dem peger han selv på en fjerde årsag: en stor del af de studerende laver for lidt og giver for let op, når deres studium bliver for svært.

»Det, der bekymrer mig mest, er, at der er en gruppe af de studerende, som slet ikke lægger tilstrækkelig arbejdsindsats i deres studium. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over den halvdel, som virkelig knokler, men der er blevet stor forskel på de studerende«, siger Peter Norrild.

Det hænger sammen med myten »man kan jo altid blive lærer«. En myte, som ofte giver et dårligt studiemiljø, og som Peter Norrild arbejder på at aflive, blandt andet gennem øget fokus på de studerendes deltagelsespligt.

»De studerende, som ikke lever op til deres deltagelsespligt, kommer til samtale, og de studerende skal aflevere en studieredegørelse, inden de melder sig til eksamen«, siger han.

Jakob Andersen fra Lærerstuderendes Landskreds kender godt »man kan jo altid blive lærer«-myten fra sin egen studietid.

»Det tror jeg generelt er holdningen i det danske samfund, og der er desværre også nogen, der starter på studiet med den holdning og har brugt læreruddannelsen som joker, hvis man ikke lige har vidst, hvad man skal gå i gang med«, siger han.

Han foreslår, at man i højere grad gør opmærksom på, at der bliver stillet nogle krav til faglighed og arbejdsindsats, for at gøre op med myten.

jrjohansen@dlf.org