Det kan godt være, at Folkeskolens lederskribent har ret, når han i nummer 21 slår til lyd for, at den skole, vi har i dag, er alle tiders, når det gælder om at sikre investeringsklimaet i Danmark. Det kan også være, han tager grueligt fejl. Vi ved det ikke. Hvad vi derimod kan sige os selv, er, at folkeskolen i dens nuværende form umuligt kan have æren for, at det går så godt i Danmark i dag. De mennesker, der nu og her trækker læsset i dette land, er mellem 30 og 60. De gik i folkeskolen mellem 1960 og 1990. Langt de fleste af dem, der i dag indtager samfundets ledende positioner, havde forladt folkeskolen inden Heinesens reformpædagogiske folkeskolelov fra 1975.

Det var, længe inden new public management bemægtigede sig folkeskolen: Evaluering, målfastsættelse, dokumentation, rummelighed, læringsstile, intelligensprofiler, undervisningsdifferentiering, relationskompetence, projektarbejde, elevhandleplan, implementering, brugerstyring, supervision, portfolio jeg må hellere stoppe her, inden læseren falder i søvn. Det var, inden skolefritidsordningen overtog sidefløjene, dengang der stadig var råd til udflugter, tolærerordninger og en bog til hver elev. Dengang lærerne havde hånd i hanke med skolens ledelse, tid til at rette stile ordentligt og udstrakt autonomi til at bedrive deres undervisning uden nævneværdig indblanding fra 27 andre kokke på gennemtræk i skolekøkkenet.

Jeg siger ikke, at vi bare skal vende tilbage til dengang. Jeg siger blot, at folkeskolen er forandret til ukendelighed siden da. Og at ingen, heller ikke lederskribenten, i dag kan vide, hvilket eftermæle vore dages folkeskole vil få.