Debat

Undervisning under krigsforhold

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Mogadishu er der militsfolk, som har gjort det til en levevej at udplyndre folk. Når børn i skolebusser er på vej til skole, er det hændt, at de er blevet kidnappet for at presse penge af forældrene.

Alligevel har STS International Solidarity arbejdet i dette område i fem år med gode resultater. Og hvad undervisningssektoren angår, er det forbløffende at se, hvor meget der fungerer.

Der er to slags skoler. Den ene er skoler, der finansieres fra velhavende arabiske lande. På disse skoler lærer eleverne kun arabisk og læser meget i koranen. Der er ingen tvivl om, at de islamiske fundamentalisters fremgang i Somalia i den senere tid har meget at gøre med den slags skoler.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

På skoler, som medlemmer af Somalias lærerforbund er ansat på, underviser man efter det gamle pensum, og hovedsproget er somalisk. Har man lyst til at vide mere om nogle af disse skoler, kan man besøge hjemmesiden www.stssomalia.com/

Under »Members« beskriver en del af disse skoler sig selv, og man kan også læse, hvad Somalias lærerforbund skriver.

Lærerforbundet vil gerne være medlem af Education International og også gerne i kontakt med DLF. En sådan kontakt har vi forsøgt at formidle siden 2001, men foreløbig uden resultat.

I sin præsentation på hjemmesiden skriver forbundet, at det forventer hjælp fra STS International Solidarity til at opbygge og forbedre deres organisation. Men vores egne økonomiske muligheder er desværre ikke for gode.

I øvrigt er det måske også værd at bemærke, at det internationale samfund efter at have brugt mere end 100 millioner dollars og efter forhandlinger i mere end to år har fået installeret et nyt parlament og en regering, der består af nogle af verdens mest blodige og hensynsløse krigsforbrydere.

Forkortet af redaktionen

Svar

Foreningen har været i løbende kontakt og dialog med STS International Solidarity i en årrække. Foreningen har hidtil besvaret alle henvendelser og spørgsmål fra STS, også dem, der har været videreformidlet fra Somali Teacher Union. Skulle STS være kommet i besiddelse af en direkte kontaktadresse til Somali Teachers Union, eller der er ny udvikling, som STS gerne vil drøfte med DLF, så er dørene selvfølgelig fortsat åb­ne.

Kurt Buch Jensen, vicesekretariatschef, DLF