Alle kender den succesfulde lærerfigur fra filmlærredet, for eksempel Kimble fra »Strømer i børnehaveklassen«, Keating fra »Døde poeters klub« eller gode gamle Mary Poppins. Lærerne, der forvandler kaos til stjernestunder og djævleunger til små engle. Hemmeligheden bag succeserne er engagement, begejstring og personlig udstråling. Plus power og stædighed. Men hemmeligheden er også evnen til at se det enkelte barn og sammenfald mellem, hvad læreren vil, og hvad han/hun gør.

Professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet opstiller en række kompetencer for »den autentiske lærer«. En af disse kompetencer er, at læreren inkarnerer sit budskab, altså skaber sammenfald mellem intention og praksis. I min skoleverden tolker jeg denne kompetence på to måder.

Den første måde handler om praktisk prioritering af undervisningen. Hvis eleverne skal være parate og forberedte til undervisningen. Hvis de skal møde til tiden. Hvis du vil grundighed, flid og rettidig omhu. Hvis du vil have en ordentlig og respektfuld omgangstone. Hvis eleverne skal tale i stedet for at råbe: Så gør det selv!

Hvis du vil have, at eleverne skal forstå, at undervisning er det vigtigste, der sker i skolen, så skal du selv i praksis prioritere undervisningen, og du skal gøre det på en måde, så du bliver eksempel til efterlevelse. Der skal være overensstemmelse mellem det, du siger, og det, du gør.

Skoleledelsen skal så bakke op, og det kan man blandt andet gøre ved at sørge for, at de praktiske rammer er i orden, og undervisningen ikke bliver forstyrret. Man kan for eksempel selv holde gulerødderne fra samtaleanlægget og så vidt muligt sørge for, at folk, der har et projekt, der øjensynlig er vigtigere end undervisning, ikke lægger hindringer i vejen (på mange skoler har børns tænder mærkeligt nok førsteprioritet).

Som skoleleder kan jeg agte den daglige undervisning ved at vise lærere, elever og forældre, at jeg er interesseret og ikke kun viser mig derude ved særlige events. Hertil kommer, at jeg naturligvis må forlange, at lærerne lever op til ovenstående simple minimumskrav om at give undervisning førsteprioritet. Men jeg forlanger også, at de i deres klasseteam løbende drøfter og regulerer det grundliggende normsæt.

Min anden fortolkning går tæt på læreren. Den handler om overensstemmelse mellem budskabet på den ene side og det, der bliver fortalt gennem fremtoning, stemmeføring, ordvalg, mimik og gestik, på den anden side. Når det optimale er der, så er der mindst mulig afstand mellem, hvad du siger, og hvad der bliver hørt.

Det er svært at trænge igennem med budskabet og få succes som lærer, når der er for meget støj på linjen, eller man sender modsatrettede signaler. En lærer, jeg kender, er rigtig ked af at skælde ud, og derfor pakker han de alvorlige budskaber ind i pjank og kammeratlighed. Bagefter kan han så ikke forstå, at han kun trænger igennem til eleverne, når han råber og skriger og er rigtig vred.

Et eksempel fra mit eget arbejdsliv: Jeg har en samtale med et forældrepar og deres sagsbehandler. Der er tale om omsorgssvigt. Mit mål er at få tingene sagt på en måde, så der kommer gode resultater for parrets børn. Derfor prøver jeg at smile venligt til forældreparret, når jeg siger de svære ting. Pludselig råber moderen: »Du skal ikke sidde der og grine ad mig!« Så var den sag tabt på gulvet. Jeg kunne ikke trænge igennem med mit budskab, der åbenbart var helt ude af trit med de andre signaler, jeg sendte. Heldigvis kunne jeg senere vende situationen i mit ledelsesteam, og jeg har også øvet mig i at få styr på smilet.

Læreren arbejder tit alene og har derfor brug for sit team til at læsse af i og til at drøfte de situationer, der går i fisk. På min skole har vi prioriteret at sætte resurser af til supervision og til et AKT-team (adfærd, kontakt, trivsel), der også har til opgave at se på lærerens praksis. Selvfølgelig er både ledelsen og skolens psykolog parat med sparring. Det er nemlig kun Mary, Kimble og Keating, der er helt alene i verden, når de forvandler kaos til stjernestunder.