Hele verden ind i klasselokalet

Lærere og elever får adgang til et uvurderligt historisk og samtidshistorisk kildemateriale

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Få tusindvis af enestående klip fra Danmarks Radios arkiv direkte ind i din undervisning. Arkivklippene suppleres med spændende undervisningsforløb, lærervejledninger, elevopgaver og meget andet.

det gør det nemmere at være lærer og sjovere at være elev«.

Det er da noget af et tilsagn. Du finder det på adressen www.dr.dk/skole, og hvis man ellers kan regne med, at udsagnet er vederhæftigt, så må enhver lærer og elev hilse siden velkommen. Og der vil jeg, uden at forholde mig til ovenstående bombastiske udsagn, medgive Danmarks Radio, at man her har givet undervisningsverdenen adgang til et uvurderligt historisk og samtidshistorisk kildemateriale. Og globalt er det helt unikt. Der er ganske enkelt ikke andre nationer, som giver adgang til et så omfattende videodokumentarisk materiale.

Der er rigtig mange klip, flere tusinde, og selvfølgelig er de delt op i kategorier som historie, medier, samfund, hverdagsliv, naturfag, kulturliv og ungdomsliv. Disse kategorier er underinddelt i Temaer og Klipsamling. På siden er der tilgang til et værksted, hvor man kan redigere klippene sammen, tilføje egen tekst og gemme projektet i sin egen mappe eller en offentlig. Værkstedsfaciliteterne vil blive udbygget, så brugerne får mulighed for at lægge egne klip ind i projekterne.

I DrilAgenten søger man på omtalte kategorier, men kategorierne er på denne underwebside fininddelt i temaer, som gør det mere overskueligt at finde rundt i. Dertil kommer en søgefunktion og noteringer af alle klip som:

»Den officielle begyndelse på udsendelse af fjernsyn foregik den 2. oktober 1951. Undervisningsminister Bomholt holder tale. Seerne kunne også nyde andre personer efter premieren: skuespillere i Storm P.-sketch, Kirsten Hüttemeier og Farmaceuten Sven Holm. I 1951 var der kun udsendelser tre gange om ugen, og licensen var 50 kroner om året«.

Lidt historie

Den har været undervejs i nogle år og blev igangsat af midler fra ITMF (It, medier og folkeskolen) det var noget med 40-50 millioner kroner og jeg husker, at blandt andre Christian Wang var en af entreprenørerne, og han berettede om de næsten uoverstigelige forhindringer, som copyright-lovgivningen udgjorde for projektet. De synes i nogen grad at være løst, idet man ikke får ejerskab til sine projekter. Man kan ikke kopiere dem. De ligger på serveren, og det eneste, producenten ejer, er stien, der peger på projektet.

Få adgang til højopløsningsvideo

www.dr.dk/skole er under opbygning og er gået i luften med de første 10.000 tv-klip her i januar. Uni-C står for den tekniske platform. Grundskolerne kan søge om tilskud hos Undervisningsministeriet til opgradering af deres internetforbindelse, som skal være på 2Mbit/s, og til etablering af en lokal medieserver.

Denne downloader videomaterialet om natten, således at brugerne ikke skal vente, men arbejder i forhold til lokalserveren.

Undervisningsministeriet betaler uni-servere, opgradering af sektornetforbindelse og router, så de hånterer 2Mbit/s.

På sitet www.uni-c.dk finder man ansøgningsformularen til etablering af platform, opgradering af forbindelser og router. Anden ansøgningsfrist er 14. marts 2005, og af de oprindelige 1.200 »gavepakker« er der cirka 400 tilbage.

Skolen skal regne med udgifter til driftsomkostningerne til den øgede internetforbindelse, og den skal sørge for, at lokalnettet, der bruges til højopløsningsvideo, skal være på 100Mbit/s.

www.dr.dk/skole er et tilbud, som undervisningsverdenen ikke kan sige nej til.

Og alligevel kommer jeg til at tænke på forfatteren George Orwell.

For alsidighedens skyld: www.dr.dk/skole bør blot være én af flere kilder til belysning af et valgt emne. Ellers er jeg bange for, at vi vil få for meget af Danmarks »Statsradiofonien«.