Afgangsprøven i folkeskolen indeholder en såkaldt projektopgave. Når det faglige niveau for nogen synes lavt, så kan det muligvis forklares derved, at ordet projektopgave opfattes forskelligt, alt efter hvem der benytter det, og hvor og i hvilken sammenhæng det benyttes.

En lærer, der ikke har beskæftiget sig med meget andet end at gå i skole, vil tillægge processen den altafgørende betydning. Af samme grund kræver mange lærere, at elevernes logbog og dagbog skal udgøre en væsentlig del af den færdige projektopgave. Men for mange af de personer, der færdes uden for skolen, har processen ikke samme betydning. Her tæller resultatet og den praktiske anvendelse langt mere end selve processen. Erhvervslivet spørger: Hvad kan vi bruge projektet til? Og den forudgående proces har i denne sammenhæng mindre betydning.

Hvis jeg har ret i denne påstand, så består problemet i, at folkeskolen fokuserer på en overvejende procesorienteret løsningsmodel, som eleverne næppe vil genfinde senere i livet.

Efter min mening skal folkeskolen naturligvis fortsat forestå den formelle indlæring, men for skolen må det være mindst lige så vigtigt, at den indlæring, der finder sted, er både anvendelig og i overensstemmelse med de krav og forventninger, det omkringliggende samfund med nogen ret kan kræve.

Mange folkeskolelærere gør en god og helhjertet indsats for at bibringe eleverne kundskaber, men for at kundskaberne også skal være nyttige, kræves der, at også lærere orienterer sig og lader undervisningen følge den udvikling, som finder sted på den anden side af skolens hegn. Det lader sig dog kun gøre, hvis skolen og de ansatte kan, vil og tør tænke nye og andre tanker end dem, der var gængse, da mange af lærerne selv gik i folkeskolen og senere på seminariet.