I løbet af den sidste uge inden jul var jeg til møde om tre forskellige elever fra den samme klasse. Faste deltagere var min skoleleder og mig. Øvrige mødedeltagere har været skiftende, men jeg har da mødt repræsentanter fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, sagsbehandler fra familieafdelingen i kommunen og forældre.

Alle møder er kommet i stand, fordi vi, der er lærere i klassen, oplever, at der er problemer i forhold til de pågældende børn. Vi har henvendt os til ledelsen, fordi vi har haft brug for hjælp.

Den hjælp, vi har fået, har uden tvivl været velmenende, men den er givet af folk, der tydeligvis ikke aner, hvad det er for en virkelighed, vi står i i klasselokalerne, og jeg sætter et stort spørgsmålstegn ved, om vi kan bruge den.

Vi skal tage kontakt til og tale med hvert enkelt barn på lige præcis den måde, der passer den enkelte bedst.

Nu er jeg glad for, at vi ikke er nødt til at holde møde om alle de 24 børn, vi har i klassen, for så ville det ende med, at vi skal bede om ro og børnenes opmærksomhed på 24 forskellige måder. Og hvornår er det så lige, vi skal undervise?

Nu har min kollega og jeg evalueret de tre møder. Vi er ikke sikre på, at vi vil søge hjælp igen. Det koster en masse tid og energi at forberede sig til sådan et møde, og vi har ikke fået stort andet ud af dem end frustrationer. Det tager også tid og energi. Lige nu synes vi, tiden og energien er givet bedre ud ved blot at kæmpe videre i klassen. Det er selvfølgeligt også udgiftsneutralt.

Men det stresser mig.