Praktiklæreruddannelsen er fundamental for uddannelsen af lærere. En uddannet underviser i praksis er en nødvendighed i en professionsrettet uddannelse. Det er derfor væsentligt, at skoleledere, lærere, lærerstuderende og seminarier pointerer over for kommuner og folketing, at det er et gigantisk selvmål ikke at uddanne underviserne på en videregående uddannelse.

I den forbindelse finder jeg det ubegribeligt, at skoleledere og lærere ikke protesterer mere højlydt mod urimelighederne, som netop nu foregår på skolerne, når lærerstuderende er i praktik. Det kan ikke forsvares, at nyuddannede og ikke praktiklæreruddannede lærere skal supervisere, evaluere og bedømme lærerstuderende og kommende lærere i folkeskolen. Hvor grelt skal det såkaldte praksischok være, før det går op for alle, at det er et fælles ansvar at nedbringe de problemer, der følger med overgangen fra uddannelse til praksis? Det undrer mig, at det stadig er et stort problem med efter- og videreuddannelsen af praktiklærere, eftersom Undervisningsministeriet og KL i 2002 indgik en aftale om efteruddannelse af lærere i folkeskolen til at varetage praktiklærerfunktionen.

Over en fireårig periode har kommunerne fået udbetalt 32 millioner til praktiklæreruddannelsen, men på trods af det er der i samme periode kun uddannet 180 ud af de planlagte 1.100 praktiklærere.

Folkeskolen er hele samfundets ansvar, og det er derfor uacceptabelt, at kommunerne i den grad negligerer de kommende læreres uddannelse ved at nedprioritere uddannelsen af praktiklærere. Det er essentielt, at den danske folkeskole møder lærerstuderende med kvalificeret vejledning og supervision gennem de lærere, der skal varetage de studerendes uddannelse til virkeligheden i folkeskolen.