Den ny Pisa skal dokumentere, at det står skidt til med skolen. Børnene kan ikke nok, så nu skal der indføres flere nationale test.

Men vil alene indførelsen af centralt udformede test medføre bedre skolepræstationer hos børnene? Næppe. Skal evalueringer være anvendelige i skolens daglige liv, må de være indarbejdet i det daglige pædagogiske arbejde, hvor læreren gennem dialog med børnene så at sige »tager måling på«, om det enkelte barn udvikler sig inden for egne muligheder og evner.

Problemet er ikke, at børn skal testes. Problemet er, at testningerne ikke afspejler den undervisning, der rent faktisk finder sted i det enkelte klasserum, så undervisningen i for høj grad kommer til at bære præg at disse test. Der bliver ikke tilstrækkelig tid til og mulighed for, at børnene kan få lov til at fordybe sig og udforske. Ikke mindst de yngre børn risikerer at få et »skolechok«. De reagerer på de stærkt faglige krav, der stilles dem. Nogle bliver udadvendte, urolige børn, mens andre bliver indadvendte, passive. Man kan da tale om stressede børn, og er stresset tilstrækkelig voldsomt, kommer det til at fungere som en personlighedsdannende faktor.

De testninger, man nu taler om, drejer sig udelukkende om rent skolefaglige områder som dansk og matematik. Det åbner en risiko for, at skolens sociale dimension trænges i baggrunden. Men det er jo også en dimension, der nu bagatelliseres. I hvert fald tilskrives OECD-rapportens positive udmeldinger om dette i forhold til den danske folkeskole ikke den store betydning. Der levnes i debatten ikke megen plads til det faktum, at vor skole rent faktisk er en skole, hvor langt de fleste børn trives og udvikles personlighedsmæssigt og socialt, at det er en skole, børn er glade for at komme i, at danske børn er socialt kompetente, kritiske og aktive. At danske børn er mere glade for at gå i skole end børn i stort set samtlige andre lande i Europa, er måske irrelevant?