Han er ikke til at komme uden om, den forrygende satiriker Fo. Et langt liv i den gode satiriske fortællings tjeneste indbragte ham en fortjent nobelpris i 1997, men den vigtigste påskønnelse får han stadig af sit folkelige publikum. Skurken i virkelighedens commedia dellarte hedder i dag Berlusconi, og han får sin bekomst, når Fo ruller sig ud.

Hans barndoms- og ungdomserindringer er dejlig læsning om episoder og erfaringer, der har formet ham. Vi får et spændende og sprudlende beskrevet indblik i miljøet i småbyerne omkring Gardasøen i årene før og under Anden Verdenskrig, hvor fantasi og anekdoter var fælleseje, og hvor man ikke skulle kvaje sig ret meget, før man gav stof til skrønefortællerne fra glasværket og havnekajen. Og til unge Dario, der annammer teknikken og får sig et trofast de kan ikke andet publikum i den åbne kupe på de daglige lange togrejser til Milano, hvor han går på kunstskole. Her bliver der fortalt, så det vil noget.

De sidste par kapitler handler om, hvordan han som syttenårig blev indkaldt til hæren i krigens sidste måneder. Selv om han heller ikke her kan dy sig for en Svejk-agtig fortolkning af det militære vanvid, er læseren ikke i tvivl om alvoren. Angsten for, hvad værnemagten og de fascistiske terrorkorps kan finde på, står klart.

Bogen skal først og fremmest læses som baggrundslitteratur for dansk-, historie- og dramalæreren. Men historien om ingeniør-greven, der handler om en mageløs skandale og det sympatiske offers spektakulært gennemførte hævn, bør man udstyre med lidt fodnoter og baggrundsforklaringer. Så skal 9.-10. klasse få lov at læse den.