Når der blandt lærere tales om rummelighed i skolen, skorter det sjældent på pædagogisk vilje og faglig interesse. Langt de fleste lærere har et menneskesyn og en indstilling til, at skolen er folkets skole med plads og rum til langt de fleste børn. Når lærere alligevel er betænkelige ved den øgede rummelighed, skyldes det dels en reel frygt og bekymring for et øget arbejdspres, dels hensynet til resten af elevgruppen.

En bekymring, der skal taget meget seriøst, eftersom de seneste års kommunale nedskæringer i forvejen har givet et øget arbejdspres på lærerne. Fokus kan derfor hurtigt komme til at ligge på arbejdsmiljøet frem for en forståelse af behovet for en rummelig skole.

Hurtigt når lærerne frem til den konklusion, at rummeligheden hindres af de manglende resurser. Resurser til nedbringelse af elevantallet i klasserne, resurser til flere tolærerordninger eller resurser til kurser/faglig efteruddannelse i undervisningsdifferentiering og specialundervisning. Jeg er ikke uenig i, at skolen godt kunne bruge flere resurser, men med den nuværende regerings skattestop er der ikke meget, der tyder på, at det bliver ændret til det bedre, og jeg vil hellere lade andre bruge energi på den klagesang.

I stedet vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om vi udnytter de mange resurser, vi allerede har til rådighed, optimalt. Vi trænger til et opgør med den traditionelle tænkning omkring skolens resursestyring.

I langt de fleste af landets kommuner udgør skolefritidsordningspædagogerne allerede en integreret del af skolens undervisning, men udnytter vi de pædagogiske og resursemæssige fordele ved denne sammenlægning tilstrækkeligt. Ved at udnytte en større andel af uuddannet arbejdskraft i yderpunkterne af skolefritidsordningens åbningstider kunne man overflytte pædagogisk uddannede medarbejdere til skoledelen, hvor de kunne bidrage konstruktivt på en række pædagogiske og sociale områder med støtte og opmærksomhed og bidrage til en større andel af praktisk/musisk undervisning og udfordringer hos børnene.

Vi kunne udnytte starten og slutningen af skoledagen mere fleksibelt i form af lektiecafeér, hvor børnene kunne få hjælp til at læse deres lektier med professionel vejledning fra læreren, mens pædagogerne enten supplerer eller beskæftiger resten af klassen med diverse aktiviteter. En ordning, der måske kunne bidrage til at bryde den sociale arv, som skolen ikke har vist sig duelig til at ændre på hidtil, og gavne en lang række forældre, der kæmper med deres børn om lektierne, når alle kommer trætte hjem.

Samordning mellem skolefritidsordning og skole kunne sagtens udvides til også at gælde for det pædagogiske personale i fritidsklubberne. Et supplement til undervisningen i 4.-6. klasse og som støtte til at opfylde alle de opgaver, vi gerne vil have, folkeskolen skal løse.

For nylig præsenterede Ulla Tørnæs nogle tanker om, at fritidsorganisationerne idrætsforeningerne og spejderne skulle have mulighed for at deltage i den offentlige pasning og skolebørns udvikling om eftermiddagen. Nogle vil sikkert mene, at det er topmålet af ideer omkring udlicitering og liberalisering af noget, som vi gerne vil have en ikke-markedsmæssig opfattelse af.

Men måske kan man bruge hendes udsagn til at nå frem til en anden pointe, nemlig at opnå et større samspil mellem alle de faggrupper, der beskæftiger sig med vores børn i tidsrummet fra klokken 7-17, og hermed opnå, at de ikke bare passes, men faktisk udvikles og udfordres mest muligt. Hvorfor er det så naturgivent, at skolen er for lærere og skolefritidsordningen for pædagoger og foreninger for frivillig arbejdskraft med specialviden og uddannelser fra diverse idrætsforbund.

Er det ikke tid til at se på udviklingen inden for andre brancher, hvor faggrænser opbrydes i forhold til at opnå det bedste produkt, og overføre noget af denne praksis til skolen? Måske får vi så mulighed for at skabe en mere rummelig skole med plads til flere skæve børn og en lærergruppe, der ikke ender som udbrændte, men i stedet optændte af ny inspiration.