I Odense er fronterne skarpe, når det kommer til indførelsen af den nye skolepolitik. Vi skal have en rummelig folkeskole, men hvad er det lige for en størrelse? Og hvad er de skjulte hensigter? Tonen bliver hurtigt skarp, og dialog bliver afløst af lukkethed og mistro.

Odense Kommune og mange lærere vil forlæns, og nogle andre vil stå fast på det kendte eller måske ligefrem gå baglæns.

Synd og skam at ikke alle er lige villige til at kigge fremad. Hvis vi sammen kigger fremad, kan vi udarbejde en fælles dagsorden, hvor vi tilgodeser alle parter (også børnene).

For selvfølgelig skal udviklingen ikke enstrenget dikteres ovenfra, men udviklingen er vel også nødt til at starte et sted.

Den stigende udskilning af børn fra det normale viser i høj grad, at vi er nødt til at tænke nyt. Spørgsmålet: »Hvad stiller vi op med de såkaldt vanskelige elever?« medfører, at der tænkes i et vi og i et de andre.

Måske skal vi tænke: »Hvordan skabes der plads til alle?« Det er et noget anderledes udgangspunkt, og det er dette, vi skal have fat i, for tallene viser, at de eksisterende systemer og kulturer udskiller flere og flere elever. Og nogle steder flere end andre altså normaliteten er forskellig.

Det mener jeg ikke er tilfredsstillende. Vi skal ikke udelukkende tænke på at udslukke negativ adfærd, men i højere grad mod at skabe udvikling og positive narrativer. Vi udvikler os i fællesskaber, og de udsatte børn og unge har allermest brug for det normale. Og for voksne, der vil.

Lad os droppe den overdrevne skepsis til fordel for en positiv tankegang, der indebærer, at alle vil det bedste for skolen i Odense. Og så skal vi glæde os til de mange ekstra resurser, som Odense Kommune vil tilføre projektet om rummelighed i folkeskolen.